Vestjyderne kom stærkt igen i de sidste to perioder

Esbjerg-Rødovre 4-2 (0-1,2-0,2-1) Det var et Rødovre-hold med mange unge spillere på holdet, der tog til Esbjerg og spillede en fin, afklaret første periode, hvor Rødovre blev belønnet med den eneste scoring i de første 20 minutter.

Det var helt fremme i periodens sidste minut, at Jaeden Martin lagde på mål og fandt Sami Moilanen, der styrede pucken til 0-1 på tavlen i Esbjerg. Dejlig detalje af finnen. 

Anden periode blev indledt med et powerplay-mål, da Esbjerg udlignede til 1-1 efter godt et minuts spil, hvor Grayson Downing var først over en løs puck tæt under mål. Esbjerg havde to muligheder for at tage føringen i det efterfølgende minut, hvor dommerne valgte at se den første sekvens igennem på video, mens Søren Nielsen efterfølgende fik chancen alene ned mod William Rørth, som dog blev den store i den duel.

I de følgende minutter faldt der lidt ro over løjerne, inden Esbjerg igen tog teten rent spillemæssigt, som man nærmede sig periodens halvvejsmærke.

Rødovre lurede på kontra og det var netop på en kontramulighed, at gæsterne var tæt på at tage føringen efter 11 minutters spil. Gordie Ballhorn indkasserede en udvisning og sendte Rødovre i overtal. En mulighed, som gæsterne dog ikke formåede at slå kapital af.

Historien gentog sig, da Philip Larsen indkasserede en udvisning efter et kvarters spil. Oliver Kjær var til gengæld skarp for vestjyderne, da han med et par minutter tilbage af perioden tog sagen i egen hård og gjorde det til 2-1 for Esbjerg. Lidt tumult sendte Esbjerg i overtal mod periodens slutning, men stillingen forblev 2-1 efter 40 minutter.

Et minuts powerplay var nok for Esbjerg, da værterne udnyttede en overtalsmulighed tidligt i tredje periode til at bringe sig på 3-1. Det var Oliver Kjær der nettede for anden gang denne aften, da han sendte et slagskud i kassen efter oplæg fra Jeff King.

Esbjerg fik chancen i power play igen efter ti minutters spil, da Lasse Carlsen tog sin tredje udvisning i kampen.

Men vestjyderne formåede ikke at finde melodien i overtalsspillet denne gang. Med godt fem minutter igen spillede Marcus Almquist til gengæld på alle tangenter, da han med en fornem soloaktion reducerede til 3-2.

Glæden over reduceringen skulle dog vise sig kort hos gæsterne, der et halvt minut senere gav Josh Winquist alt for meget plads foran mål. Her svigtede den stærke canadier ikke, da han sikkert øgede til 4-2, som også blev kampens slutresultat.


Stærkt Herlev-comeback hjemme mod Herning Esbjerg og Rødovre krydser klinger i testduel