Morten Pedersen, der også har sin daglige gang i Esbjerg Ishockey Klub, fik fornem lokal pris
Der er mange ildsjæle rundt omkring i de danske ishockeyarenaer.
En af dem hører man, hver gang Esbjerg Energy scorer i hjemmekampene. Morten Pedersen er stadionspeaker i Granly Hockey Arena ved Metal Liga-kampene og samtidig også en stærk ildsjæl i moderklubben Esbjerg Ishockey Klub.
I weekenden blev "Byens Bedste" kåret i Esbjerg, og Morten Pedersen vandt prisen som årets ildsjæl.
- Et hockeyfænomen. En ildsjæl, der gør forskellen for børnene i Esbjerg Ishockey Klub. Ydermere er han speaker til Esbjerg Energy kampene, hvor han sætter fut under publikummet med sit helt særlige jeg, lød en af nomineringsteksterne - og Morten Pedersen fik altså helt fortjent prisen for sit store engagement for ishockeysporten i det vestjyske.