Esbjerg Energy-SønderjyskE 5-2 (1-2,2-0,2-0) Esbjerg Energy er ved at være på ret køl igen.
Sådan ser det i hvert fald ud efter de to seneste kampe, hvor Esbjerg har besejret Herlev og i aften rivalerne fra SønderjyskE.
I aften vandt Esbjerg sikkert med 5-2 over rivalerne i en Granly Hockey Arena, der var klædt i gult med lysstofrør til de tilskuere, der bakkede hjemmeholdet op.
SønderjyskE havde de fleste spillere - bortset fra Valdemar Ahlberg - tilbage efter CHL-kampen i Berlin onsdag aften, mens Esbjerg stadig måtte undvære Jeff King og Frederik Bjerrum.
Gæsterne var bedst i første periode, og kunne glæde sig over, at Joseph Jonsson kom på scoringstavlen med sit første mål. Det kom i powerplay og sendte gæsterne på 2-1 efter at Alexander Wiklund og Oliver Kjær begge havde scoret tidligt i kampen.
Jonssons scoring kom sidst i perioden, og gæsterne gik med optimisme ind til anden periode.
Men Esbjerg tog over. Sønderjyderne tog mange udvisninger i anden periode og presset blev for hårdt. Niklas Andersen fik udlignet for hjemmeholdet, og Oscar Öhman gjorde det til 3-2 i powerplay, da han slyngede pucken ind bag landsmanden Pettersson i SønderjyskE-buret.
Svenskeren var i det hele taget skarp denne aften. Han satte en flot scoring bag Pettersson til 4-2 efter fire minutter af tredje periode, og det blev aldrig for alvor spændende i Granly Hockey Arena i slutfasen. Andreas Grundtvig afgjorde definitivt kampen, da han var over en returpuck fra Lucas Andersen.
Flotte 2641 tilskuere overværede kampen i Esbjerg, hvor hjemmeholdet uden tvivl har fået et tryk opad efter byttet mellem fra Nick Master til Oliver Kjær. Desværre for Energy er det nok for sent til at komme ind i Metal Final4-billedet, hvor SønderjyskE tabte tre vigtige point i aften.