Esbjerg tog tirsdag aften første stik i semifinaleserien mod Rungsted, da man på egen is vandt med 4-3. Vestjyderne fik tidligt i tredje periode etableret en komfortabel føring på 4-1, men i slutfasen var Rungsted ganske tæt på at levere et storstilet comeback. Esbjerg formåede dog at holde stand og er altså dermed oppe med 1-0 i serien inden kamp to på fredag.

Esbjerg Energy – Rungsted Seier Capital 4–3 (1-0, 1-1, 2-2)

Efter ni dages kamppause åbnede Esbjerg og Rungsted tirsdag aften semifinaleserien, da Esbjerg tog imod til kamp ét hjemme i Granly Hockey Arena.

Man måtte formode, at det var to veludhvilede og opsatte mandskaber, der krydsede klinger denne aften. Med et kompakt semifinaleprogram, der i første omgang byder på fire kampe indenfor blot syv dage, så var der således også brug for friske stænger hos de implicerede parter.

Rungsted har været stærkt kørende på det seneste, hvor man uden de store problemer ekspederede forhåndsfavoritterne fra Herning ud med 4-1 i kampe. I grundspillet har Esbjerg dog haft et godt tag på Rungsted i denne sæson, hvor vestjyderne har hentet 14 ud af 18 mulige point mod nordsjællænderne, dette med en målscore på 29-18 i de seks kampe. Selvom slutspillet som bekendt er en helt ny turnering, hvor tavlen er visket ren, så måtte der dog formodes at være begrundet optimisme i vestjydernes lejr.

Til aftenens kamp måtte Rungsted undvære William Beck, Simon Frederiksson, Mathias Røndbjerg og Frederik Bjerrum mens Esbjerg stillede uden Mikkel Rask, Andreas Grundtvig og Henrik Mærsk Clausen.

Målmandsduellen stod mellem Ville Kolppanen og Thomas Lillie.

Puffer førte an i stærk vestjysk åbning

De første 20 minutter bød på et stærkt udlæg fra vestjydernes side. Esbjerg var klart mest toneangivende og langt det meste foregik på værternes præmisser og i gæsternes zone, hvor Felix Scheel efter fire minutter tegnede sig for kampens første målchance, da han førte pucken frem over isen, skar ind i banen og gik på mål. Kolppanen var dog på sin plads i målet ved den lejlighed.

Åbningsperioden blev afviklet i et generelt højt tempo. Der var relativt få spilstop og både det vestjyske og det nordsjællandske spil var ganske poleret i de første 20 minutter.

Som man nærmede sig periodens halvvejsmærke var billedet fortsat det samme: Esbjerg fik kreeret mest offensivt. Det virkede som om, at Esbjerg kom med mest fart og vilje, mens gæsterne lurede på kontramulighederne.

En skudstatistik på 7-2 efter ti minutter talte sit tydelige sprog om kampbilledet og på den baggrund var det heller ikke hverken overraskende eller ufortjent, at Esbjerg tog føringen netop i det 10. minut. Oliver Kjær stod for det glimrende forarbejde, da han tog pucken med mod baglinjen og sendte den ind foran mål, hvor den via Rasmus Bjerrum endte hos Craig Puffer, der resolut eksekverede og fra en position lavt i slottet sendte pucken op over skulderen på Kolppanen til 1-0.

Tre minutter senere var Oliver Kjær på spil igen, da han efter en omstilling gik direkte på mål. Afslutningen kom fra en halvspids vinkel og forsøget strøg lige forbi fjerneste opstander.

Gæsternes største chance i første periode tegnede Mattias Persson sig for, da han i et kontraforsøg blev sat op til afslutning af Nichlas Hardt. Thomas Lillie fik dog dirigeret pucken forbi mål og Esbjerg slap med skrækken.

Esbjerg fik sat gæsterne under et massivt pres fra det 16.-18. minut, hvor det trods fem mod fem lignede vestjysk power play. Vestjyderne fik også sendt en del forsøg på mål, men skarpheden manglede.

Åbningsperioden havde hele vejen igennem været tempofyldt og det var ikke fordi de to mandskaber holdte igen med at tackle ud. Men det foregik på den rigtige side af grænsen. Det var i det hele taget herligt at se, at dommerne lod spillerne gå til makronerne, uden at det udviklede sig. Spillerne fandt selv balancen og indsatsen fra begge sider var i det hele taget både afstemt, velovervejet og disciplineret.

En enkelt udvisning blev det til 14 sekunder før pausesignalet, hvor Esbjerg-kaptajn Jannik Christensen måtte til afkøling for en interference begået foran egen udskiftningsboks.

Rungsted kunne dermed starte anden periode i overtal.

Status quo efter jævnbyrdig anden periode

Rungsted fandt hurtigt melodien i overtalsspillet fra anden periodes start, hvor man dygtigt flyttede pucken hurtigt rundt. Gæsterne kom også frem til et par gode chancer, men Thomas Lillie tog godt fra i målet.

Tilbage i spil fem mod fem fik man indtryk af, at Rungsted generelt var kommet ud med en mere offensiv attitude end i åbningsperioden.

Det var også i forbindelse med en nordsjællandsk offensiv, at Esbjerg formåede at vende spillet og fordoble føringen. Gæsterne havde kastet alt frem i det 6. minut, hvor et pucktab på Esbjergs blue line skulle vise sig dyrt for gæsterne. Felix Scheel opsnappede pucken og strøg af sted ned mod målet, hvor han med tre Rungsted-spillere i hælene formåede at afdrible Kolppanen ganske køligt, inden pucken blev lagt fladt ind i målet til 2-0.

Kampbilledet var nu det omvendte af hvad der havde været tilfældet i åbningsperioden. Rungsted var mest på pucken, mens Esbjerg lurede på kontrachancer. Netop en vestjysk kontrachance blev det til efter 11 minutter, da Søren Nielsen og Grayson Downing i fællesskab fik skabt en stor chance efter en hurtig spilvending. Kolppanen formåede dog med nød og næppe, at holde pucken på den rigtige side af stregen.

Efter godt et kvarters spil pressede Rungsted for alvor på og i det 16. minut var det mere held end forstand, at Esbjerg ikke indkasserede et mål, da pucken bogstaveligt talt dansede inde på stregen bag Thomas Lillie, der dog lige akkurat nåede at få afværget.

Minuttet efter kunne Esbjerg dog ikke længere holde stand, da gæsternes Sebastian Bergholt og Mathias Hansen på fornem vis kombinerede sig igennem den vestjyske defensiv, inden pucken blev serveret på et sølvfad for Gustav Green, der tæt under mål reducerede til 2-1 via stolpen.

Der blev ikke scoret yderligere i den ganske jævnbyrdige anden periode og Esbjerg kunne dermed tage en spinkel etmålsføring med ud til den anden periodepause.

Esbjerg trak fra, men Rungsted var tæt på at fuldende comeback i slutfasen

Tredje periode var kun 41 sekunder gammel, da Esbjerg øgede til 3-1. Scoringen kom efter en svipser i gæsternes defensiv, hvor Sebastian Bergholt mistede pucken i egen zone. Esbjergs forwards havde efterfølgende rigeligt med plads at boltre sig på og Grayson Downing afleverede uselvisk pucken til Kale Kerbashian, der sendte en baghåndsafslutning i nettet til 3-1.

54 sekunder senere øgede Esbjerg til 4-1. Umiddelbart efter en faceoff mistede Joachim Holten-Møller pucken på Esbjergs blue line og efterfølgende løb Søren Nielsen ganske enkelt fra gæsternes defensiv, inden han resolut sendte et håndledsskud i kassen.

Tre minutter senere kunne det også være blevet 5-1 til Esbjerg, da Phillip Schultz fik chancen på kontra. Schultz overplacerede dog sin afslutning, men Morten Jensen fik efterfølgende begået en udvisning og måtte til afkøling i et par minutter for en tripping. Esbjergs første power play-mulighed i kampen var dermed en realitet fire minutter inde i tredje periode.

I overtalsspillet der fulgte i kølvandet på udvisningen viste Esbjerg gode takter og hurtig puckomgang. Grayson Downing tegnede sig for Esbjergs bedste forsøg i power play, men Kolppanen diskede op med en fin redning.

Trods yderligere to Rungsted-udvisninger og en til Esbjerg, så blev der ikke scoret et eneste mål i overtal denne aften i Granly Hockey Arena. Det forhindrede dog ikke Rungsted i at indlede jagten i slutfasen, hvor man formåede at gå fra 4-1 til 4-3 i løbet af de sidste tre minutter.

Med tre minutter tilbage var det et forsøg fra Hampus Gustafsson, der fik lov til at gå hele vejen, da svenskeren tog chancen ude fra flanken. 4-2 blev til 4-3 med 1:20 tilbage. Gæsterne havde udbedt sig en timeout og spillede seks mod fem, da Rasmus Andersson sendte et kanonskud i kassen fra udkanten af slottet. Tættere på kom Rungsted dog ikke og Esbjerg-spillerne kunne lade sig hylde af hjemmepublikummet.


Matchvinder Romig: Jeg kunne lige så godt prøve Aalborg presset af Odense - Pirates vandt i overtid i seriens første kamp