Det tegner til, at vi har fundet rytmen og konceptet, siger Jason Jaspers

I morgen onsdag kl. 20.00 krydser Esbjerg Energy og SønderjyskE igen klinger i Frøs Arena i Vojens, når de to mandskaber mødes til endnu et lokalopgør i Metal Ligaen:

- Det har været godt med en pause inden tingene for alvor spidser til. Det er nu tingene falder på plads i grundspillet, hvor der for os resterer seks kampe, inden vi taler playoff. Det er nu tingene skal afstemmes, momentum og stabilitet skal være på plads og slutspilsmodstanderne findes, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy i klubbens kampoptakt. 

- Hvis vi kigger på vores egne præstationer, er de generelt blevet bedre og bedre. Det giver grund til optimisme, men vi ved også, at vi møder et godt hold, som indeholder mange kompetencer. Frøs Arena er samtidigt et intenst sted at spille og SønderjyskE ligner en sandsynlig kvartfinalemodstander, så der er meget på spil.

Esbjerg Energy tabte før jul de to første kampe mod SønderjyskE. Efter jul har vestjyderne tre gange besejret sønderjyderne, senest med 6-2 i januar. SønderjyskE er placeret på Metal Ligaens fjerdeplads med 70 point efter 42 kampe. Esbjerg Energy er nummer fem med 66 point, ligeledes efter 42 kampe.

- Det tegner til, at vi har fundet rytmen og konceptet. Men opgaven er ikke løst, der er stadig grundspilskampe og et slutspil, der skal spilles. Første opgave er mod SønderjyskE og den kræver som altid fuldt fokus, hvis vi skal have succes. Det handler om point og placering, men også om momentum mod en sandsynlig kvartfinalemodstander.

- Siden jul har pilen peget i den rigtige retning. Jeg har ikke glemt, at vi tabte til Herlev efter straffeslag. Men når jeg genser kampen og repeterer skudstatistikken er den et eksempel på en kamp, hvor hockeyguderne langt fra var os venlig stemt, men også en kamp, hvor man bare må anerkende Lukas Horáks præstation i Herlev-målet, understreger Energy-coachen.

Esbjerg Energy stiller til kampen med fire sejre og et overtidsnederlag i de seneste fem kampe, hvor esbjergenserne sikrede 12 af 15 mulige point. SønderjyskE har i de seneste fem kampe vundet to og tabt tre kampe, hvorved sønderjyderne sikrede seks point.

- Vi står nu overfor grundspillets sidste lokalopgør mod SønderjyskE. En kamp, der afvikles i fantastiske rammer, med mange folk på lægterne. Den slags skal vi huske at nyde. Vi har hentet mange point siden jul, så der er ting, som vi skal holde fast i.

- Den rytme og det spændingsniveau som har bragt os succes, skal vi have med ind til de seks sidste kampe, men også i slutspillet. Det handler om disciplin, arbejdsindsats og gode beslutninger. Det har bragt os op i tabellen og skal gerne ikke bare bringe os længere op, men også give os mulighed for succes i slutspillet, slutter Jason Jaspers.


650, 550, 450: Flotte Sønderjyske kampjubilæer i disse dage Galbraith: Hvis det er alt, hvad der er i os, ser det ikke godt ud