Esbjerg Energy – Herlev Eagles 5-3 (1-0, 2-3, 2-0)
Esbjerg tog fredag aften imod Herlev hjemme i Granly Hockey Arena. Forud for kampen var der stor hyldest af klubikonet Sune Hjulmand, der modtog masser af applauser fra publikum, samt hilsner fra nær og fjern på storskærmen. Samtidigt blev trøje nummer 20 pensioneret i Esbjerg.
Til aftenens kamp stillede Esbjerg i stærkeste opstilling, mens Herlev måtte undvære Frederik Falkengaard, Philip Alftberg, Oskar Just og Peter Lauritzen. Målmandsduellen stod mellem Christian Elmose og Erik Hanses.
Josh Winquist satte Esbjerg i gang
Opgøret fik en rolig og ganske chancefattig indledning. Faktisk var der spillet ni minutter, før Esbjergs Josh Winquist bød ind med kampens første reelle målchance, da han trykkede af fra en position midt i slottet.
Et par minutter senere trak Esbjergs Henrik Mærsk Clausen kampens første udvisning for en hooking. Herlev fik sat overtalsspillet fint op et par gange, men man kom kun frem til halve chancer ved den lejlighed og Esbjerg klarede frisag.
Som man rundede periodens halvvejsmærke forsøgte Esbjerg sig med et højt pres på gæsterne, men Herlev-defensiven stod godt imod og havde ikke de store problemer med at holde Esbjergs forwards på sikker afstand.
Omvendt var gæsterne gode til at holde fast i pucken og bevare kontrollen, når muligheden bød sig. Man sad på ingen måde med fornemmelsen af at Esbjerg dominerede kampen, faktisk var den meget jævnbyrdig.
Mod slutningen af perioden fik Esbjerg dog sat lidt ekstra tryk på og vestjyderne formåede da også at tage kampens føring efter 17 minutter: I forbindelse med en faceoff i gæsterne zone brugte Esbjerg kun få stationer, før en løs puck lå fri lige foran mål. Josh Winquist var hurtigst i opfattelsen og scorede let til 1-0, som også var stillingen efter de første 20 minutter.
Fem scoringer i begivenhedsrig anden periode
Hvad første periode manglede i mål og underholdning fik man til gengæld i anden periode, der bød på hele fem scoringer og tilmed fem udvisninger.
Gæsterne trak første udvisning efter et par minutters spil, hvor Mathias Hansen måtte til afkøling for en tripping. Esbjerg havde dog svært ved at få skabt de helt åbne chancer i overtalsspillet, hvor Grayson Downings styring lige forbi opstanderen var det tætteste Esbjerg kom på en scoring.
Herlev nåede ikke at være fuldtallige i et minut, før der var udlignet efter en hurtig omstilling. En Herlev-forward blokerede et skud højt i egen zone og det udnyttede Oliver True til fulde, da han styrtede frem over isen, og med kort aftræk satte et fremragende håndledsskud ind bag Elmose til 1-1. Stærkt kontraspil af gæsterne.
Nu var der for alvor kommet hul på målbylden i Granly Hockey Arena. Glæden over gæsterne udligning skulle da også vise sig ganske kortvarig, da Esbjerg genetablerede føringen godt et minut senere. Csanad Erdely ville også vise prøver på sit håndledsskud og fra udkanten af faceoff-cirken sendte han et projektil ind bag gæsternes keeper til 2-1.
Små fem minutter senere blev der dog igen bragt balance i regnskabet, da Nicklas Heinerö tog chancen med et relativt harmløst forsøg fra distancen, som fik lov til at gå hele vejen i netmaskerne til 2-2. Mon ikke Elmose gerne ville have gjort mere ved det forsøg.
Herlev var nu godt kørende og ganske fornuftigt forsøgte gæsterne efter bedste evne, at ride videre på den momentum-bølge, som man nu havde fået skabt. Fem minutter før pausen tog gæsterne da også føringen i en situation, hvor Esbjerg-defensiven agerede statister, mens Alexander Lindqvist-Hansen på fornem vis satte Josep Jonsson op til afslutning midt i slottet. Vanen tro var den svenske målræv sikkerheden selv i afslutningsøjeblikket og Herlev var dermed foran med 2-3.
Halvandet minut før pausesignalet fik Esbjergs Jeff King raget en udvisning til sig for interference. Der var ikke udpræget tilfredshed med dén kendelse blandt majoriteten i Granly Hockey Arena, men utilfredsheden blev dog hurtigt forvandlet til jubel, da Esbjerg kun 11 sekuner senere udlignede til 3-3 i undertal. Anton Johansson fumlede så meget med pucken på Esbjergs blå linje, at Oliver Kjær kunne snuppe den, slå kontra og sikkert passere Hanses i målet til 3-3.
Esbjerg gjorde det dog svært for sig selv ved at tage yderligere to udvisninger inden pausen og Herlev kom dermed til at spille fem mod tre i næsten to minutter.
Værterne trak fra mod slutningen
Nede med to mand var Esbjerg naturligt hårdt presset tidligt i tredje periode, hvor det for alvor brændte på foran Esbjergs mål. Men med masser af offervilje og hårdt arbejde formåede hjemmeholdet at holde stand mod gæsternes power play.
Tilbage i spil fem mod fem mindede kampen for en stund lidt som en stillingskrig, hvor Esbjerg dog skabte mest. Derfor virkede det heller ikke ufortjent, da vestjyderne tog føringen godt halvvejs i tredje periode. Grayson Downing var ophavsmand til målet; den elegante canadier vandt selv pucken fra Jerry Välipirtti i hjørnet bag Herlevs mål, og tog efterfølgende chancen med en afslutning fra en meget spids vinkel. Det skulle vise sig at være en god idé, da pucken strøg i mål. Angiveligt via Hanses i målet.
Herlev fik en stor chance for at komme tilbage i opgøret, da man efter 12 minutter fik chancen på kontra, men Elmose hev her en stor redning op af hatten mod sine tidlige holdkammerater.
Tre minutter før slutsignalet blev det tydeliggjort, hvor meget marginaler kan betyde for udfaldet af en ishockeykamp. Herlev sendte et skud rent på overliggeren og det så ikke ud til, at Elmose havde styr på pucken, da den landede i målfeltet. Men Esbjerg-defensiven reddet situationen og få øjeblikke senere havde Esbjerg vendt spillet og fra distancen sendte Jeff King pucken i kassen til 5-3. En hård skæbne for Herlev, der havde arbejdet godt for sagen i tredje periode.