Kim Staal har travlt for øjeblikket. Praktikken skal løses før den store testimonialkamp i morgen aften i Herlev. Oveni rumler følelserne også i maven på Staalmannen. Han afslutter først sin ishockeykarriere definitivt i morgen aften.

- Det begynder at komme tæt på. Som juleaften dengang, man var knægt. Jeg indrømmer gerne, der er lidt nerver på, men glæder mig også til at træffe mange gamle venner og de mange tilskuere, der møder op. Det er jo helt vildt, så mange billetter, der allerede er solgt, siger Kim Staal i telefonen – og midt i forberedelserne før fredagen.

Kim Staal er om nogen symbolet på dansk ishockeys historiske optur i begyndelsen af 2000-tallet. Jovist var der mange andre store personligheder (ingen nævnt, ingen glemt), men Staal havde ligesom det hele:

Han kunne spille vidunderlig ishockey, han kunne score mål og han var både smilende, fandenivoldsk og ikke bange for en skid – for nu at sige det rent ud.

Sådan agerede Team Denmark i store træk fra det legendariske B-VM i Odense, ved oprykningen i 2002 i Ungarn og frem mod kvartfinalen i Köln i 2010. A-VM var ikke hverdag endnu, Danmark var altid den kække, sympatiske lillebror. Staal var i centrum.

Hans to mål mod USA i det danske Miracle on Ice i 2003 glemmer vi aldrig. Som i aldrig nogensinde.

- Vi var mange, der havde spillet B-VM i en del år, og der var ikke stor udskiftning på holdet. Der var noget specielt over oprykningen og de første A-VM-turneringer. Vi var næsten som et klubhold, husker Kim Staal. 

*

Personligt så jeg Kim Staal på is for første gang tilbage i begyndelsen af 90’erne. Herlev var netop rykket sensationelt ned i 1. division og kom på besøg i Vojens til en kamp i det daværende kvalifikationsspil.

Herlev havde mistet mange spillere efter nedrykningen, og var dårlige. Men – og det er ikke engang løgn – jeg husker, at jeg lagde mærke til en lidt mindre gut med gitter, der var blandt de bedste hos Herlev.

Han havde noget specielt. Allerede som helt ung, og Kim Staal er på alle måder en speciel fyr.

Eller bare en ”god dreng”.

Ikke blot en suveræn ishockeyspiller, men også imødekommende og rar at arbejde sammen med. Loyal overfor sine trænere, klubberne og pressen.

*

Men fredag er det slut. Er Kim Staal kommet nogenlunde overens med, at han ikke spiller ishockey på højeste niveau mere?

- Det har været underligt, at jeg ikke har brugt sommeren i de normale rammer med sommertræning og opbygning af min fysik. Jeg har skullet presse mig selv de seneste somre for at følge med de unge gutter, og lige pludselig har jeg stået i en sommer uden ”faste holdepunkter”. Men så har jeg drukket et glas vin og spist nogle vingummier i stedet, griner Kim Staal.

- Jeg kan sagtens savne den ”kompetitive side” af det hele: Det er noget med hele tiden at ville forbedre sig og forberede sig optimalt. Den adrenalin, der hersker i et omklædningsrum både før træning og kamp. Det bliver man afhængig af, og det kan jeg godt savne. Der er så meget rygrad, så meget, jeg har været vant til, at jeg skal omstille mig mentalt, siger Kim Staal.

Der tager det tid at komme i mål og finde en ny tilværelse – og Kim Staal er ikke den første sportsmand- eller kvinde, der har oplevet et ”adrenalin-tomrum” i månederne efter karrieren er stoppet og en ny sæson er gået i gang.

Men gennemgående har Staal det godt. Den slidte krop har fået lidt ro, og hovedet er i orden efter den hjernerystelse, der kostede en kvartfinaleserie mod Rungsted i sidste sæson og dermed en ”ordentlig” afslutning på karrieren.

*

Til gengæld kan Kim Staal se tilbage på en strålende karriere. Han har vundet mesterskaber i Danmark og i Asia Hockey League, og han har spillet med de allerbedste i den svenske liga.

- Jeg er umådelig glad for mine to mesterskaber, men er der noget, jeg godt kunne ærgre mig over, var det, at jeg missede et svensk mesterskab. Den svenske liga er en flot scene, og jeg er personligt stolt over, at jeg kunne spille mig i tre finaler og være toneangivende i det svenske slutspil. Men det ærgrer mig at være på det tabende hold i alle tre finaleserier, siger Kim Staal.

Han tabte SM-finaler med både HV71, Modo og Linköping, og i en lang svensk karriere nåede han også både at rykke op og ned med hjerteklubben Malmö. Returbilletten til den svenske Elitserie – som ligaen hed dengang – står også som et højdepunkt for Staal, der på den måde fik sendt Malmö tilbage i sikkerhed i den bedste række.

Det blev også til en enkelt sæson for Milwaukee i AHL, og Staal havde måske klassen til NHL, men erkender selv, at manglende stabilitet over længere tid måske var den nøgle, der manglede til verdens bedste liga.

- Jeg har ikke været kendt for min stabilitet eller for at spille min bedste hockey i oktober eller november. Måske var det, hvad der skulle til for at slå helt igennem derovre. Jeg ved det ikke, det er svært at sige nu, siger Kim Staal.

- Til gengæld har jeg jo altid haft evnen til at tænde til i februar, når tingene har spidset til – og til VM-kampene sidst på sæson. Når det gælder, har jeg været bedst. Det har altid været fedest og tændt mig mest, når der virkelig har været noget på spil, siger han.

*

De sidste sæsoner tog han selvfølgelig i hjerteklubben Herlev. Staal siger selv, at han har kunnet mærke, at der har været noget godt og stærkt på vej, og han kommer så ofte som overhovedet muligt til hjemmekampene i ”Ørneborgen”.

Hjertet banker sort-gult hos Staal.

I morgen tager han afsked i noget, der bliver en blanding af vemod og glæde. Der kommer til at stå et hav af landskampe på isen, og spørgsmålet er, om vi nogensinde får et så stjernespækket felt at se på dansk is igen, som det er tilfældet fredag aften i PM Montage Arena, hvor Jacob Riising og Jimmy Bøjgaard styrer løjerne.

Det skal nok blive en stor aften, og hvis der er nogen, der har fortjent at blive fejret i alle leder og kanter, så er det Kim Staal.