Patric Wener er sygemeldt på ubestemt tid, og den sympatiske svensker kan derfor ikke være med i boksen hos Herlev Eagles, når det går løs med Metal Liga-ishockey fra 2. september.
Derfor blev Erik Vikström for nylig forfremmet til cheftræner, og i jagten på en ny assistent, har Herlev fundet en ny og rutineret mand i egne rækker.
Det bliver nemlig Filip Faurholm, der skal assistere Vikström i den kommende sæson. Herlev Eagles skriver følgende i en pressemeddelelse om den nye mand:
- Filip Faurholm har sagt ja til at assistere Erik Vikström indtil videre.
- Herlev Eagles er glade og taknemmelige for, at Filip i en ellers travl hverdag har fundet tid til at assistere Erik omkring træningen af holdet. Filip var assistent for Patric Wener i tre år til og med sæsonen 2020/21, lyder det.
- Med Filip får Eagles en mand som kender klubben, mange af spillerne og endvidere Patric Weners spilsystem.