Det er fortid, men en ganske pudsig historie, der også fortæller os, at kontakter og tilfældigheder i ishockeyens verden kan give et "outcome" i form af et stort talent.
Janis Fecers, der i går stod en fremragende kamp mod Aalborg, og lige nu er Metal Ligaens bedste på statistikker, kunne faktisk være landet i Esbjerg.
Det er efterhånden nogle år siden, men dengang Fecers overvejede at komme videre fra Letland, havde han faktisk kontakt til Esbjerg, fortæller han til JFM's nyhedsbrev Powerplay, som du kan få ved at klikke her.
- Efter en sæson i den bedste række i Letland, så vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle. Jeg endte med at ringe til Edgars Kulda, der spillede i Esbjerg på det tidspunkt.
- De sagde, at der ikke var plads til mig. En anden kontakt arbejdede sammen med Simon Nielsen (målmandstræner i Herning, red.), og så endte jeg med at starte på divisionsholdet dér, fortæller Fecers.
Nu drømmer han om OL med Letland i februar.
- Et eller andet sted i mit hoved rumsterer det. Også selvom det skulle være som tredjemålmand. Det er min helt store drøm at repræsentere mit land til OL, og bare på landsholdet generelt, siger han og fortæller, at den lettiske landsholdsledelse har kontaktet Fecers' holdkammerat Oskars Cibulskis for at spørge ham til råds om den unge målmand.
Fecers står for øjeblikket med en redningsprocent på 91, som er bedst i Metal Ligaen netop nu.