Angriberen fik en enkelt sæson i Aalborg og vender nu tilbage til Esbjerg

Der har formentlig været kamp om Felix Scheel, siden han proklamerede, at han ville skifte fra Aalborg og til en ny klub. Klubben blev dog ikke så "ny" igen, eftersom Scheel vender tilbage til den klub, der hentede ham til Danmark i sin tid.

Scheel fortsætter nemlig karrieren i Esbjerg, skriver JydskeVestkysten.

- Jeg talte også med et par udenlandske klubber, men de ville have svar meget hurtigt, og det kunne jeg ikke give dem. Jeg ville spille sæsonen færdig i Aalborg (inden jeg tog beslutningen), forklarer Felix Scheel.

- Men nu er jeg super glad for, at det er på plads med Esbjerg. Jeg kan love, at jeg er 100 procent motiveret. Der er noget at revanchere for de to seneste sæsoner. Jeg talte med Jason Jaspers (Esbjergs nye træner) i weekenden, og han virker også meget opsat på at komme i gang. Så nu handler det bare om at klø på med sommertræningen, siger Felix Scheel ifølge avisen.

Scheel er en af de mest producerende danske angribere i de seneste sæsoner.

Efter en lang periode i Sverige, hvor han har fået det meste af sin ishockeyopdragelse, vendte han i sidste sæson hjem og har i de seneste tre gange grundspil lavet 38, 38 og 36 point og går måske efter sit første "40 points"-grundspil i den kommende sæson. 


Continental Cup: Frederikshavns modstandere findes fredag Sommerbarometer: Esbjerg Energy i nye klæder