Rødovre Mighty Bulls har spillet en enkelt fremragende kamp i indeværende sæson, der stikker ud. 6-3-sejren over Frederikshavn på hjemmebane viste, at der gemmer sig et solidt potentiale i Vestegnens Sønner. Det er dog ikke fordi det er væltet ind med store kampe hos Thor Dreslers tropper, der lige nu blot er et halvt point foran Odense i kampen om den ottende plads i slutspillet. Rødovre ligger dermed - sammenlignet med i fjor - noget svagere. Men hvad skal vi kigge på i den kommende tid hos Rødovre.
Målmændene: Der er gået mange mål ind ved Rødovre, men hverken Rørth eller Voris synes at være rigtig meget skyld i den misere. Men fortsætter Thor Dresler med at rotere, eller giver det mening at gøre en af dem til førstemand for at være mere fasttømret i defensiven?
Defensiven: Og vi fortsætter nede omkring Rødovre-buret, hvor forsvaret også har været yderst "shaky" i mange kampe, eksemplificeret i den forfærdelige 7-8-kamp i Herlev. Der er gået 4,5 mål ind pr. kamp mod Rødovre, og det er for meget.
Matthias Asperup: Divergerende forklaringer fra parterne, næsten som i en skilsmisse, da Asperup og Rødovre gik fra hinanden. Der er næppe tvivl om, at Asperup er opsat på revanche i Herlev og nok skal komme med fuld hammer. Men kommer Rødovre ud som et slutspilshold og en stærkere enhed uden Asperups kompetencer?
Special Teams: Rødovre har ligaens ringeste undertal og det næstdårligste overtal. Der har været masser at arbejde med for Thor Dresler og Morten Andreasen i pausen i de to regi.
Giver en frisk Welychka et ekstra pift? Brett Welychka var fraværende i de første 9 kampe, inden han debuterede i 3-8-nederlaget i Vojens. Men bliver han spillet ind og kommer i topform, er han utvivlsomt en solid forstærkning og måske en indpisker, Rødovre har brug for lige nu.