Metalligaen.dk's redaktør Michael Søvsø stiller i lyntempo skarpt på de ni Metal Liga-hold før genstarten - her SønderjyskE

Det har været op og ned for SønderjyskE i første fase af sæsonen og på mange måder var dobbeltopgøret mod Frederikshavn symbolsk for de første 12 lyseblå kampe i 2019/20. Først et sammenbrud fredag aften med seks mål ind i en enkelt periode og to døgn senere en bundsolid 4-0-sejr med fuld disciplin hele vejen igennem. SønderjyskE ligger lunt til en plads i Metal Final4 og her er fem spørgsmål inden den kommende del af sæsonen.

Hvordan kommer SønderjyskE ud af ”coronaen”? Det var egentlig mere end hæderligt, hvad sønderjyderne præsterede med seks-syv mand ude på grund af skader og ikke mindst Coronasmitte i truppen. Det må skabe optimisme hos Mario Simioni, der onsdag aften igen kan råde over næsten stærkeste opstilling.

Hvor stor impact gør Mike Little? Amerikaneren, der var en af ligaens bedste backer i fjor, har endnu ikke spillet ishockey i denne sæson. Men han har været på is, og den dag han rammer formen, giver han formentlig et kæmpe tilsæt til både defensiven og offensiven i Vojens.

Kan SønderjyskE holde disciplinen? Der har været lidt for mange dumme udvisninger hos SønderjyskE i denne sæson. Det har kostet point – specielt i opgørene mod Rungsted – og det er uskik, som træner Simioni skal have rådet bod på.

Kommer boxplay til at fungere bedre? Og i forlængelse deraf har SønderjyskE ikke spillet specielt godt i boxplay, hvor holdet kun ligger lige over Rødovre og Herlev i procentuelt antal ”dræbte udvisninger”. Sønderjydernes powerplay er godt spillende, men det har knebet med at få afsluttet og derfor er SønderjyskE’s powerplay lige i midten af tabellen.

Hvordan griber man sæsonen an? Hvis alle er friske, er der masser af folk i SønderjyskE’s trup, der kun tæller fem imports pt. Der er plads til at hente tre imports yderligere, men det virker til at forsigtighedsprincippet hersker i Vojens og omegn i disse Coronatider. Fortsætter det, mens andre opruster, lejer og køber ind?


Her er sæsonens transferregler - der må skiftes frit indtil en måned for slutspillet FEM TING AT HOLDE ØJE MED EFTER PAUSEN: Herning Blue Fox