SønderjyskE lancerede i går den fjerde import for denne sæson i form af Herlev-forwarden Victor Rollin Carlsson, der skifter til Vojens. Og han bliver den foreløbig sidste import i Vojens og omegn, siger sportschef Kim Lykkeskov til Der Nordschleswiger.
- Der er ikke noget, der har ændret sig i vores situation, siden vi bekendtgjorde, at vi ville stille med fire imports fra sæsonstart. Vi har selvfølgelig hele tiden åbne øjne, men store spring tager vi ikke. Det bliver en god chance for vores unge spillere til at bevise sig, siger han.
- I sidste sæson gik vi ind i sæsonen med fire udenlandske backs, mens det i den her sæson formentlig kun bliver Mike Little og dermed kun enkelt. Det er ikke så slemt. Der er lang tid til slutspillet i april - og forinden er der ikke nogen titel at vinde, siger Kim Lykkeskov til avisen.
I SønderjyskE agter man ikke at satse hårdt lige nu, for forsigtighed er et nøgleord hos de lyseblå, hvor man også er bekymret efter de seneste udmeldinger fra myndighederne.
- Det er ikke noget godt tegn for os. Må vi kun lukke 500 tilskuere ind, skal vi trække spillere, stab og kontrollører fra. Der er ikke meget til overs, siger Kim Lykkeskov til Der Nordschleswiger.