Så er det tæt på.
Fredag aften åbner "preseason" og vi har hele otte Metal Liga-hold i aktion til den første finpudsning af formen.
Forvent "rustne skøjter" og en pasningsomgang, der måske ikke helt er som den skal være. Sådan er gamet her tidligt på sæsonen.
Men alligevel: Du kan få det første look på de nye danskere i truppen og de nye udenlandske "giraffer" dukker ligeledes op på isen, hvis deres papirer er kommet i orden. Du kan også se, hvordan trænerne sammensætter kæderne.
Så der er al mulig grund til at kigge forbi i arenaerne i morgen:
Aalborg og Frederikshavn dyster i slaget om Nordjylland, og vi har tidligere set at træningskampene mellem de to ærkerivaler næsten har turneringsintensitet. Og danskerne i begge trupper har formentlig forklaret importspillerne, at det her er kampen man ikke må tabe. Og det gælder sådan set også, når der spilles træningskampe.
Det samme gælder når Rødovre og Herlev tørner sammen. Matchen mellem de to naboklubber har i de seneste sæsoner overhalet Rødovre-Rungsted i kampen om at være den mest intense på Sjælland. Der er ingen tvivl om, at Rødovre-lejren har et altoverskyggende mål i denne sæson, nemlig at komme foran Herlev i tabellen.
Odense tager imod SønderjyskE i Spar Nord Arena, og der plejer at være mange tilskuere, selv til træningskampene mellem de to mandskaber. Der er masser af nye, spændende imports hos Odense og alene det faktum kommer med garanti til at generere fin interesse for kampen fredag aften. SønderjyskE plejer at komme med mange tilskuere til Fyn, og skal vi gætte på at hockeysulten kommer til at samle 700-800 tilskuere?
Det er faktisk sjældent, at hold krydser Storebælt til dueller mellem Jylland og Sjælland i testperioden, men det sker allerede på første kampaften fredag, hvor Esbjerg drager til Rungsted. Og her har vi altså noget interessant stående ude i boksen, hvor Mark Pederson og Thor Dresler møder deres gamle klub, Esbjerg Energy. Selv om der selvfølgelig er skiftet en del ud siden Pederson/Dresler forlod Esbjerg, skal der nok blive givet en del venskabelige handshakes henover boksene fredag aften.