Man kan se det på omgivelserne i Spar Nord Arena i Odense.
Der er begyndt at ske noget i det fynske, hvor både Bulldogs og moderklubben OIK forsøger at finde tilbage til en stærk og indgroet hockeykultur.
Det har haltet i nogle år efterhånden, men små ting som for eksempel en nymalet spillerindgang og en meget flot skyboks i den gamle presseboks (pressen må vige over bag udskiftningsboksene) er indikationer på, at der bliver taget skridt i det fynske.
Ind er kommet Ole Nielsen som direktør og en ny ungdommelig besætning i administrationen, der umiddelbart virker nytænkende og skarp.
Alt det skal nu udmøntes i sæsonen 21/22, og her er det naturligvis altafgørende, at holdet inde på isen præsterer og præsenterer Odense-hockeyen fra sin bedste side.
Til at varetage det sportslige er ansat en gammel ”ringræv” i form britiske Paul Thompson, der sammen med den energiske lette, Toms Strauss, som assistent, nok skal stå for et højt bundniveau i boksen.
Netop bundniveauet har de seneste sæsoner været Odenses problem, for det har i perioder set fuldstændig nedbøjet og opgivende ud i Bulldogs-boksen.
Meget tyder på, at det bliver anderledes i indeværende sæson.
Samu Perhonen kommer til Fyn for at være førstemålmand efter en række sæsoner, hvor han ikke har spillet frygtelig mange kampe i det finske.
Men der er næppe tvivl om, at hans bundniveau er solidt. Finsk målmandsskole og alene det, at han har været inde omkring de finske juniorlandshold er et godt stempel.
Med sig har han talentfulde Albert Adamsen, der kæmper for at få flere kampe end under Ben Cooper i Herning.
Adamsen er pålidelig og seriøs og arbejder hårdt for at blive bedre. Nøjagtig som andre steder rundt omkring i Metal Ligaen er han en ung backup, der sagtens kan tåle at stå 8-10 kampe i grundspillet.
Backbesætningen føres stensikkert an af amerikanske Mark Auk, der allerede i testkampene har vist sig som offensiv kanon.
Han vil fremad, og det bliver trænerens opgave at sørge for, at Auk ikke sløser med defensiv som for eksempel Cody Donaghey gjorde det i sidste sæson.
Ales Sova er bare en pålidelig mand, og den nye kaptajn Nicolai Weichel skal nok vokse med sit flotte ansvar.
Martin Larsen er i gode sæsoner en ret god dansk back i Metal Liga-regi og er bedst, når han finder balancen mellem ro og ”ilterhed” på den gode måde. Det må ikke koge over, så ryger rutinerede Larsen for meget i boksen.
Store Mikkel Hansen ligner efterhånden også en god defensiv back, mens svensk-danske Anton Schou vil være opsat på at revanchere sig efter en lidt skidt sæson i Aalborg. De to lokale gutter, Mathias Max og den lige nu skadede Christopher Kamph bliver stadig slebet til, men er faktisk begge gode backer, der sagtens kan tage ansvar og fint kan gå ind i top syv hos Odenses defensiv.
Der kan sagtens blive lidt kamp om de to-tre nederste pladser i startopstillingen, og Thompson har faktisk en ganske bred backlinje til rådighed, hvor Mark Auk skal stå for ”det kunstneriske indtryk” måske sammen med Martin Larsen, der også kan noget offensivt.
Fremme er det foreløbig farvel til tjekkiske Radek Cip (skadet) og Marcus Pedersen (ude af personlige årsager), og det betyder selvfølgelig, at bredden er blevet lidt fortyndet.
Derfor kom forstærkningen Mikko Virtanen tidligere end forventet, men her taler vi altså om en mand med 230 kampe i den finske Liiga og med potentiale til at blive en succes i Metal Ligaen. En anden finne, Jonatan Tanus, er tidligere topscorer i Mestis i Finland og kommer også direkte fra fire sæsoner i Liiga.
Det er første gang Odense spiller med hele tre finner på holdet, og tippet herfra er, at de finske spillere bliver bæredygtige og populære hos Bulldogs.
Den sidste import i angrebet – vi fratrækker den skadede Cip – er Jake Coughler, der har vist gode takter i testkampene og har gode tal med fra den forkortede ECHL-sæson. Det ser også vældig solidt ud, og Coughler ser også ud til at kunne være med til at hæve Odenses bundniveau betragteligt.
Danskersiden udgøres af en række rutinerede spillere, der alle har potentiale til at blomstre. Eksempelvis Henry Hardarson og Sebastian Ehlers, der begge spillede under niveau i sidste sæson. Langt under endda.
Der er plads til (store) forbedringer og vi ved, at begge har langt mere i sig.
Mathias Mølgaard og Gorm Topholt er kommet til Frederikshavn. Begge som udgangspunkt hårdtarbejdende og rutinerede folk, men vi så for eksempel på Topholt i fjor, at tillid fra træneren løftede ham til også at være en habil målscorer. Det samme kan også ske for Mølgaard.
Oliver True og Rasmus Simonsen er begge fast inventar i flere sæsoner, og begge er under fin udvikling.
Rammer Odense det rette omklædningsrum og flow omkring holdet, ligger der også flere point og venter på både True og Simonsen, der endnu ikke har prøvet at spille en hel sæson i ”medgang” i Odense.
Christian Thunbo er af samme støbning, og ligner faktisk også en fyr med masser af potentiale. Hans arbejdsindsats er altid forbilledlig, mens Lukas Bach Nielsen i ligaregi er et ubeskrevet blad. Sidstnævnte er godt ishockeyopdraget i Schweiz og på de danske U-landshold, så han bør også være i fin stand til en af de nedre kæder hos Odense.
Det bliver dog smalt i angrebet med kun 11 folk – og måske et par OIK-supplementer – at gøre med for Thompson.
I angrebet er fynboerne sårbare overfor skader, og mon ikke Ole Nielsen lige i de her dage går og grubler over, hvordan han skal håndtere en eventuelt langvarig skade til Radek Cip og måske et længere fravær af Marcus Pedersen.
Hvis begge dele er tilfældet, bliver Nielsen nødt til at handle lidt ekstra ind. Der er en risiko for, at en eller to af hans danske angribere ikke leverer den ventede vare, og samtidig er Bulldogs-angrebet for sårbart overfor skader.
Det slukker dog ikke den fynske optimisme, og selv om Odense måske ikke brager ind i top fire, så er der ingen tvivl om, at Bulldogs er med i kampen om slutspilspladserne frem til runde 48.