Nordjyderne skal igen bygge et nyt hold op til den sidste fase af sæsonen

Aalborg Pirates har uden tvivl haft rigtig godt af en OL-pause, der er kommet på et helt rigtigt tidspunkt for holdet fra den nordjyske hovedstad.

Pirates har på det seneste spillet mange usammenhængende og slidsomme kampe, og sammenbrud som 2-9 i Rødovre og 3-8 i Metal Final4-semifinalen mod Herlev er ikke noget, vi har været vant til fra Aalborgs ellers så stabile kerne af spillere.

En del af historien er også, at det naturligvis er vanskeligt at undvære tiltænkte profiler som Tobias Ladehoff og Andreas Grundtvig - og i øvrigt også flere andre, der har været ude længe.

En anden del af historien er, at Aalborg-mandskabet i denne sæson har været en svingdør i forhold til importspillerne, og det betyder, at Aalborg i den her sæson faktisk har spillet i tre forskellige udgaver.

Først det hold, der begyndte sæsonen og derefter det hold, der blev massivt, spændende og akut forstærket med Chase Berger, Jake Smith og Anthony Salinitri. Alle tre gjorde et stærkt impact, og mange havde pludselig Aalborg som udfordrer til Herning.

Men så forsvandt Berger og Smith, og ind er nu kommet Vitolins og Kallankielo, ligesom Ladehoff og Grundtvig er rendt ind i skader.

Det vil sige, at træner Holmström nu er i gang med at spille et tredje hold ind i rytme, og det er ikke nogen supernem for svenskeren, der heller ikke helt har fået Aalborg til at sprudle i denne sæson.

Spørgsmålet er, om importbackerne Martin, Farmer og Coyle, som har ikke har været superimponerende, kan vokse rent spillemæssigt i den kommende tid. Sportschef Ronny Larsen vil formentlig gerne have haft en Eric Gotz (der har stoppet sin karriere midt i 20'erne) på holdkortet lige nu.

I angrebet: Er Vitolins og Kallionkielo gode nok til at spille en stærk rolle i slutspillet og finder Julian Jakobsen, Salinitri og Engstrand ind i rollen som profiler i førstekæden? Er bredden stærk nok uden Grundtvig og Ladehoff (hvis de fortsat er ude)

Aalborg er noget af en joker på vej ind i slutspillet, og rigets tilstand i det nordjyske skal forbedres, hvis der skal ske noget stort i denne sæson.

Måske en knaldhård kvartfinaleserie med noget af det temperament, der har været savnet i Aalborg i denne sæson, kan vække Pirates?

Fremtidsperspektiverne skal vi også lige omkring ganske kort. Der er nok lagt op til en solid udskiftning i importstaben, mens der er signet en god flok danskere allerede. Spørgsmålstegn ved veteraner som George Sørensen og Julian Jakobsen, der har udløb efter denne sæson. Tager de en tørn mere i Aalborg?


BEKRÆFTET: "En stabil tovejs-back med stærk karakter" Kristian Jensen forlænger med Odense Bulldogs