Esbjerg Energy har - i øvrigt som mange andre hold - været et mindre mysterium i denne sæson.

På papiret synes holdet at være rigtig stærkt besat, men det har sjældent udmøntet sig i noget, der ligner mesterskabsstil, som er Esbjergs erklærede mål.

Det kan nås endnu, det er der ingen tvivl om, for på papiret er Esbjerg spækket med dansk og udenlandsk kvalitet, og kan stille med fire meget fine angrebskæder, hvis skaderne tillader det.

Og det gør de vel lige for øjeblikket, hvor Esbjerg synes at have alle mand klar i angrebet.

Men skal det fungere for Esbjerg, kræver det ALLE leverer varen på samme tid, og det er vel ikke sket så ofte i denne sæson. Spillerne lyner i perioder og lidt hver for sig - for eksempel personificeret i de tre finner, der dukker op nu og da eksploderer på den gode måde.

Målmandsspillet er naturligvis også en nøgle, og en Henriksen i topform kan sagtens bære et hold langt. Ruegger har vel ikke overbevist helt om, at han kan gøre det samme, men træner Åkerblom må kende schweizerens kvaliteter fra tidligere samarbejde.

Esbjergs nyeste back Kevin Spinozzi er solid, men ser ikke ud til at bidrage med mange point. Det gør til gengæld efterhånden Anders Krogsgaard og tænk, hvis Philip Larsen kommer tilbage i form efter pausen. Så har Esbjerg en meget fornuftig backlinje.

Fremme ser jeg stadig en meget stærk danskerstamme, og for eksempel en Niklas Andersen, der er begyndt at ramme buret. Det samme er Lucas Andersen og hvis Oliver Kjær, Rasmus Bjerrum og Phillip Schultz også finder formen på samme tid, så er toppen af danskerstammen stærk.

Og så er det op til Magee, Ronkainen, Heikkinen, Downing og Winder (de svinger også op og ned) at vise, at de har klasse til at bære et Esbjerg-hold langt i slutspillet med en fjerdekæde, der er stærk og rutineret nok til at spille en større rolle i et slutspil.