Sønderjyderne vil ikke være favorit i en kvartfinale mod Herlev - på ingen måde - men heller ikke helt uden chance, hvis topspillerne leverer

Det har på alle måder været en turbulent sæson for Sønderjyske. Ikke blot har de lyseblå både skiftet træner og sportschef (Casper Stockfisch til Lars Foder og Klaus Rasmussen til Kasper Degn), der har også været økonomisk turbulens på grund af gammel gæld og manglende egenkapital.

Så både trænere, spillere og den nye direktion har haft hænderne fulde, og når der rumsterer så meget i kulissen, kommer det også til at gå ud over spillet på isen.

Det har der gennem tiderne været adskillige beviser på.

Med alt det in mente er det ikke overraskende, at det er gået op og ned - mest ned - i denne sæson for Sønderjyske, der lige nu ligger ganske nagelfast placeret på en syvendeplads.

Har man fået nok af topspillerne og udlændingene? Næppe? Er der nogen, der er trådt ud som store ledere og individualister? Enkelte har forsøgt, men det har kun været i perioder.

Har holdet været godt nok til en højere placering? Mathias Borring har i den grad været savnet til at sætte fart i spillet og hans målfarlighed kunne Sønderjyske også have brugt. Så det har gjort ondt på sønderjyderne at savne lokalmatadoren.

Men holdet har utvivlsomt også savnet både top og bredde både i backlinjen og angrebslinjen. Når man kommer op mod "de store" kommer man til kort, og en sandsynlig kvartfinale mod Herlev ser vanskelig ud.

For at Sønderjyske kan vinde en sådan, kræver det toppræstationer i buret. Rasmus Lyø skal i gang offensivt fra blå linje, og Krag, Schmidt-Svejstrup, Werbik og Kopperud skal være endnu skarpere og ledere i et angreb, hvor Jonsson og Miceli også er hovedpersoner.

Det bliver svært at se Sønderjyske gå videre mod Herlev, men det er ikke umuligt, at sønderjydernes slutspilsrutine giver dem en vis procentdels chance for at overraske.

Perspektiverne frem mod næste sæson: Ser svære ud. Schmidt-Svejstrup har proklameret, at han satser på en udlandstur, mens det formentlig også kan blive svært at holde på Nikolaj Krag. Så der skal nok bygges lidt op fra ny under sportschef Kasper Degn. 

Analyse af Metalligaen.dk's redaktør Michael Søvsø


Hedder Herlevs nye back Kalle Eriksson?