Formen fra Champions Hockey League-kampene skal findes frem hos fynboerne

Odense Bulldogs-træner Jason O'Leary udtrykte det nogenlunde klart efter den sidste kamp mod Sønderjyske før pausen: "Der er otte bang-bang-kampe tilbage i grundspilet, og nu skal vi til at steppe op"

Sejren mod Sønderjyske var Odenses første i en måned, og det var ikke engang, fordi fynboerne overbeviste. Til gengæld viste Jaeden Martin den aften, at han godt kan give et godt punch til den fynske trup.

Odense har savnet et eller andet i den her sæson, der har været svært at definere. Måske er det Brandon Estes elegance eller Joakim Thelins gennembrudsevne fra sidste sæson? Eller hele den styrke, som kæden Brinkman-Thelin-Piroutek viste i slutspillet? Måske manglede det sidste lige fra Markus Oden, inden han blev afskediget? Er Kristian Jensen i samme form som i fjor?

Der er egentlig erstatninger, der har gjort det godt. Maksim Popovic har været den mest stabile spiller hos Odense set over hele sæsonen sammen med Radim Piroutek, der sammen med Brinkman fortjener en chance på landsholdet i en "normal sæson" som den næste, hvor der ikke er olympisk hockey.

Men det er klart, at Mason Klee og Arvid Bergström ikke har været så afgørende som Estes, og Malte Setkov er altså for længst sendt tilbage til Rødovre. Hvor stærk han i virkeligheden er, har vi netop set under OL.

Alex Grant har nok været under forventningerne og Lundström har svinget meget inde i målet.

MEN - Odense leder efter en niende import, en forward, og finder de den rette mand, så har man syv backer: Martin, Grant, Klee, Bergström, Baastrup, Larsen og Hansen. Det er ret solidt.

Og allerede nu kan Odense stille med følgende 12 forwards: Thelin, Piroutek, Brinkman, Popovic, K. Jensen, Golovkovs, Fakt, Jeppe Jul, Markus Jensen og så Schleicher, Maddock, Boesen og Bjerrum til at slås om de sidste pladser. Lægger men dertil en stærk ekstra forward og Lundström i topform, så har Odense et mere end solidt hold.

Spørgsmålet er, om O'Leary kan få det til at spille som i nogle af de Champions Hockey League-kampe i begyndelsen af sæsonen, hvor Odense spillede op med nogle af Europas bedste hold.

Sker det, kan Odense blive farlig for enhver - og måske endda også Herning igen.

Fortsætter spillet som lige før OL-pausen, er Odense i alvorlig fare for at dumpe ud i kvartfinalen.

I forhold til den kommende sæson er der med omhu forlænget med Daniel Baastrup, Jonathan Brinkman, Maksim Popovic og Radim Piroutek. Mikkel Hansen og Frederik Søgaard er kommet til, så mon ikke Odense også i næste sæson kan stille en fin danskerstamme?

Analyse af Metalligaen.dk-redaktør Michael Søvsø


7-14-nederlag i træningskamp: Herlev Eagles fik store klø FØR SLUTSPURTEN: Esbjerg Energy har kvaliteten til at gå langt