Ræk hånden op, hvis du vil møde Rungsted i kvartfinalen?
Jeg tror, at hænderne blandt trænere og direktører i Odense, Aalborg og Esbjerg vil være lidt tøvende
For Rungsted er lige nu det mest uforudsigelige mandskab i Metal Ligaen og med en opadgående formkurve er der - set med modstanderøjne - en risiko for at ramme et Rungsted-hold, hvor tingene bare klikker.
Og sker det over flere kampe, bliver ikke sjovt at møde Rungsted i en bedst af syv-serie, for der mange kreative typer på det nordsjællandske hold.
Ikke mindst, hvis Theo Keilin vender tilbage og finder topformen frem mod slutspillet.
David Grubak i målet har bevist, at han kan vinde slutspilsserier og Morten Jensen er ubestridt "anfører" på backlinjen, der dog - hvis man skal pege på svagheder - godt kan virke lidt tynd i "dybden".
Derfor skal Rungsteds forwards også have stærk fokus på det defensive arbejde, hvis man skal vinde en kvartfinale og avancere.
Til gengæld er der mange, der byder ind og kan byde ind i Rungsteds offensiv.
Filip Karlsson og Filips Buncis har været stærke på det seneste og Ludvig Elvenes har været en farlig mand gennem hele sæsonen.
Læg dertil Andreas Nielsson, der har fået et gennembrud i denne sæson, Steve Whitney, der kan "oppe sit game" og Valdemar Ahlberg, der bare altid leverer.
Lukas Bang er god til det fysiske og til at lave lidt ballade og Jared Dmitryw har vel også mere i sig.
Tænk, hvis Theo Keilin kommer tilbage og finder topformen og Nicklas Heinerö gør det samme. Alex Haunstoft og Valdemar Hull i stigende styrke kompletterer en 12'er, hvor Mads Degn og måske Jonas Krabbe banker på.
Det er faktisk ikke helt skidt, hvis det klikker.
Sker det, er der ikke mange, der vil række hånden op og vælge en omgang tjubang-hockey mod Rungsted.
Næste sæson: Der er et fornuftigt fundament af folk, der har kontrakt med Rungsted efter sommerferien og mon ikke den grundige mand i sportschefstolen, Joachim Holten Møller, også allerede er i fuld gang med at arbejde på et endnu stærkere hold til 2026/27-sæsonen. På den front ser det fornuftigt ud for nordsjællænderne.