Der er næppe tvivl om, at Corona-krisen kommer til at få sine ofre i sportsverdenen i form af klubber, der har eller får problemer eller må lukke i den kommende tid.
Den første lukning af en storklub er allerede kommet, eftersom Admiral Vladivostok har trukket sig fra KHL for den kommende sæson. Det meddelte klubben og ligaen i går i en officiel meddelelse.
Det er primært fordi - skriver klubben - at regionen Primorsky Kraj stopper sit tilskud til professionel sport og i stedet lægger pengene til bekæmpelse af Corona-krisen og giver de tiloversblevne "sportstilskud" til ungdomsvirksomhed og talentudvikling.
Det er tilsyneladende gået så meget ud over Admiral, at klubben siger farvel og tak.
Nyheden kom ud 1. april, men selv om KHL endnu ikke har bekræftet Admirals farvel, så synes det ikke at være en aprilsnar.
Blandt KHL-journalister og andre toneangivende debattører i international ishockey på Twitter diskuteres det, hvorvidt Admiral blot har brugt krisen som en slags undskyldning for at lukke ned. Klubben har ofte været i økonomiske problemer, siden den i 2013 trådte ind i ligaen som et af de østligste mandskaber i den internationale liga.