Finsk profil vender tilbage til Vestegnen
Rødovre skulle ikke grave superdybt for at finde afløseren til Joonas Niemelä.
Elegante Frank Gymer vender nemlig tilbage til Vestegnen og debuterer om en halv time i skrivende stund.
Han går ind i Rødovres andenkæde sammen med Lukas Macklin og Marcus Almquist.
Frank Gymer havde kontrakt med Rødovre i denne sæson, men den blev annulleret, da det så ud som, om finnen ikke ville være klar før til november.
Men nu har Gymer altså spillet det meste af denne sæson for SC Csíkszereda, der spiller i den rumænske liga og i den ungarsk-rumænske Erste Liga. Her har den finske playmaker ikke ligefrem svømmet i point, men vurderes altså god nok til at vende tilbage til Rødovre.
Mighty Bulls siger goddag til Frank Gymer på følgende vis:
Det er med stor glæde, at vi byder Frank Gymer velkommen tilbage til Holger Danske Arena.
Nogle vil måske huske, at vi i maj benyttede en klausul i vores kontrakt med Frank og ophævede aftalen, da lægefaglige vurderinger på daværende tidspunkt pegede på, at han tidligst ville være kampklar i november.
Heldigvis viste virkeligheden sig at være en anden. Frank Gymer har præsteret næsten 1 point per kamp i den rumænske liga.
Da muligheden for hans tilbagevenden opstod, blev det en klar prioritet at få Frank Gymer tilbage til vores klub.
Vi ser frem til at opleve ham som den usædvanligt stærke spiller og kreative kraft, han er – en spiller, der igen vil kaste glans over den danske liga og RMB.
Vi ser frem til at opleve ham som den usædvanligt stærke spiller og kreative kraft, han er – en spiller, der igen vil kaste glans over den danske liga og RMB.