Angriberen har en option, hvis der skulle blive mulighed for at skifte til udlandet

Frederikshavn handlede hurtigt efter ophævelsen af kontrakten med Oleg Yashin, og har hentet 25-årige Frederik Bjerrum tilbage til Frederikshavn på en et-årig kontrakt. Her spillede han 32 kampe for White Hawks i 2015/2016 sæsonen, inden turen gik til Herlev, og senest SønderjyskE.

I Herlev udgjorde han en farlig kæde sammen med Thomas Søndergaard - Brett Thompson var tredjemand - og de to bliver nu genforenet i Frederikshavn.

I sidste sæson var han en stor profil i SønderjyskE, hvor han blev topscorer med imponerende 42 point, inden sæsonen blev suspenderet grundet Corona. 

- Frederikshavn kom ind i billedet for relativ kort tid siden, da jeg måtte indse at udlandet ikke blev til noget i denne omgang. Jeg har snakket med både Henrik Andersen og Jari Pasanen, og det føles som den rigtige beslutning for mig at repræsentere White Hawks. Siden jeg spillede deroppe sidst, har jeg fået en masse erfaring i Herlev og SønderjyskE, siger Frederik Bjerrum i en pressemeddelelse. 

Frederik Bjerrum glæder sig også til gensynet med Thomas Søndergaard.

-Det bliver super at spille med Thomas igen. Vi havde det godt sammen da jeg var i Frederikshavn sidst, og det var en af grundende til vi tog til Herlev og spillede sammen. Vi har lige siden snakket om at det kunne være sjovt at spille sammen igen, og nu er det så lykkedes, lyder det fra Frederik Bjerrum.

Der er indbygget en option i kontrakten, så begge parter kan opsige den efter tre måneder, hvis Frederik eksempelvis får et tilbud om et udlandseventyr.


JONATHAN BRINKMAN tilslutter sig Aalborg Pirates UDE AF FORM: Frederikshavn dropper Oleg Yashin