Tre vigtige point til Frederikshavn, i kampen for at undgå Herning i kvartfinalerne. Sejren i aften over SønderjyskE var fuldt fortjent, og giver vendelboerne håb om at avancere yderligere i tabellen, inden grundspillet gøres op i næste måned.

Frederikshavn White Hawks – SønderjyskE 5-1 (1-0,1-0,3-1)

Gæsterne fra Vojens var aldrig i nærheden af point i aften i Frederikshavn. Dertil var de for tamme, og lignede slet ikke sig selv. Godt nok har det knebet i dele af sæsonen for de danske mestre, men sjældent har man set dem i den forfatning, som de viste i aften. Valdemar Ahlberg sagde det rammende i anden pause, da han til kommentator Jesper Larsen, på Metalligaen.tv, ikke lagde skjul på, at det der blev leveret, slet ikke var godt nok.

Frederikshavn indledte også klart bedst. Lunsjö og Bertelsen testede hurtigt Pettersson i Sønderjyske målet, og svenskeren lignede den eneste fra Vojens, der var mødt op til kamp fra starten af.

Hjemmeholdet buldrede på, og spillede en god første periode. Chancer var der nok af, og det lugtede af et føringsmål. Vi skulle dog vente helt hen til et minut før periodens afslutning, da Thomas Spelling, med en fræk pasning, fandt Christopher Frederiksen, og han hamrede pucken ind bag en chanceløs Pettersson. Jubel i Nordjyske Bank Arena, hvor der var lagt op til fredagsfest, fadøl og sejr.

Den fest fortsatte i anden periode, hvor hjemmeholdet igen var bedst. Mikkel Bertelsen ved hvor de løse chancer opstår, og en sådan udnyttede han efter godt to minutter af midterperioden, da han med baghånden fik skovlet pucken ind bag svenskeren i gæsternes bur.

SønderjyskE kom bedre med som perioden skred frem, men det var langtfra det vi plejer at se fra de danske ishockeymestre. Der skal mere saft og kraft i tacklingerne, og så skal der meget mere tro ind i tingene. Det så vi ikke i de første 40 minutter i Vendsyssel denne aften.

Man skal heller ikke lave personlige fejl, hvis man skal tro på, at det kan blive noget stort for SønderjyskE igen i den her sæson. Casper Stockfisch græmmede sig på bænken, da han i begyndelsen af tredje periode så Daniel Kønig miste pucken på offensiv blå linje, og gav en friløber til Sebastian Benker, der sikkert scorede til 3-0 for hjemmeholdet.

Det skal da med til historien, at gæsterne kom noget bedre med efter den scoring. Alvoren begyndte at gå op for dem, men det var for sent. Dog fik de reduceret ti 3-1, da de i powerplay stillede det godt op. David Madsen afsluttede sikkert, og gav håb til de mange medrejsende fans.

Men de måtte køre slukøret hjem mod Sønderjylland, og det blev for alvor en realitet med godt fem minutter igen, da Mikkel Bertelsen med sin anden scoring, kunne få jublen til at bryde løs igen. En fornem pasning fra Suistio, til en fri Bertelsen, og han svigtede ikke, og dermed 4-1 i Nordjyske Bank Arena.

Den sorte aften for Sønderjyderne blev yderligere en realitet, da Jesper Thörnberg, på straffeslag, gjorde det til 5-1, med fire minutter igen.

Det blev det sidste i aften, hvor gæsterne nok havde mest lyst til at gemme sig ude i bussen, komme sydover, og gøre klar til næste opgør søndag på hjemmebane mod formstærke Rungsted. 

 

 


ESTES-solo afgjorde for Odense i overtiden OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Herlev Eagles