Frederikshavn White Hawks forlænger med to af klubbens "sikre kort", eftersom målmandsteamet fortsætter. Det bliver dermed Tadeas Galansky og Kevin Frydkjær, der snupper buret efter sommerferien.
Det glæder sportschef Kasper Kristensen, der udtaler følgende i en pressemeddelelse fra klubben.
-Både Kevin og Tadeas, har gennem de seneste sæsoner udgjort et stærkt makkerpar i buret for vores hold, og det er bestemt med stor glæde, vi har lykkedes at holde på dem i endnu en sæson. De er begge med til at gøre hinanden gode, og selvom de er konkurrenter, så er de også gode sammen, da begge vil klubben og holdet det bedste.
- Kevin fik også i forrige sæson bevist sig på fornemste vis, hvor han fik flere kampe. Og Galanskys evner kender vi, og han kan have de dage, hvor han har besluttet sig for at lukke butikken. Vi synes, det er et stærkt team at gå ind i den kommende sæson med, lyder det fra Kasper Kristensen.
Kevin Frydkjær siger følgende.
-Jeg er rigtig glad for at fortsætte i min barndomsklub, hvor jeg efter sidste sæson, har fået endnu mere blod på tanden, med den spilletid jeg fik. Jeg mener, jeg har endnu mere at byde på, og håber, jeg i den kommende sæson kan bidrage med endnu mere spilletid. Jeg har et rigtig godt samarbejde med Tadeas, som jeg hele tiden kan spare med. Jeg kan lære meget af ham, og det er vigtigt, i form af, at jeg gerne vil være endnu bedre, lyder det fra Frydkjær.
Tadeas Galansky udtaler følgende.
-Jeg er glad for at fortsætte min karriere i White Hawks, da mig og min familie er rigtig glade for at bo i byen. Jeg vil gerne hjælpe med at bygge noget nyt op her, i en klub, jeg holder rigtig meget af. Alle er enige om, at sidste sæson ikke var god, og derfor er jeg ekstra motiveret til at gøre det bedre, så vi kan vinde flere kampe. Jeg glæder mig til det fortsatte samarbejde med Kevin, som har gjort nogle store fremskridt de sidste to sæsoner, lyder det fra Tadeas Galansky.