Frederikshavn White Hawks-Rungsted Seier Capital 2-0 (0-0,0-0,2-0) Der var mange billetter med aalborgensisk tilhørsforhold til salg til aftenens Metal Cup-finale i Bentax Isarena. Forståeligt nok efter hjemmeholdets hjerteskærende exit i pragtkampen i går mod Frederikshavn.

Mon ikke der var en del frederikshavnere, der havde overtaget en god del Aalborg-billetter?

Rivalerne fra nord var mødt stærkt frem og havde endda fået Pirates’ normale hjemmebaneafsnit.

De ivrige Rungsted-tilhængere diskede op med en 1941-tifo for at hylde, at klubben er den næstældste herhjemme og bærer rundt på store, stærke traditioner.

Det vinder man naturligvis ikke Metal Cup-finaler på alene, men Rungsted har i de seneste sæsoner ført de gamle vindertraditioner fra 1960’erne helt frem i nutiden på smukkeste vis og spørgsmålet var, om Rungsted kunne fortsætte sit sejrsraid i dansk ishockey med endnu en pokal.

Det skulle ske uden Mattias Persson, der nok var blevet far til en knægt siden semifinalen, men forståeligt nok valgte at blive hjemme for at nyde det nye skud på stammen.

Tæt første periode 
At Persson manglede, var ikke nogen forhindring for en frisk Rungsted-åbning.

Mario Lucia og Willie Raskob var offensivt-aggressive med gode forsøg i begyndelsen af kampen, og der var langt mere intensitet i Rungsteds spil end i går mod Herlev.

Gennemgående var det jævnbyrdigt. Thomas Søndergaard og Mikkel Bertelsen var ved fællesskabets hjælp tæt ved at passere deres tidligere holdkammerat Thomas Lillie, der fik blokeret i sidste øjeblik. De sidste seks-syv minutter af første periode bølgede frem og tilbage.

Halve og trekvarte chancer i begge ender supplerede hinanden og Kristian Jensen gav og tog en hård tackling i en og samme spilsekvens for Frederikshavn, mens en anden mand med Odense-rødder, Frederik Høeg, gjorde det samme i modsatte ende.

Det var vældig underholdende og begge målmænd var dejligt sikre. God ishockey faktisk, men en logisk 0-0’er ved første pausen. Som det næsten må være i en finale.

Kæmpe Rungsted-pres i anden periode 
Seks-syv minutter inde i anden periode tog Rungsted teten. For alvor endda. Nikolai Gade havde to gode forsøg i et kongeskift af Rungsteds tredjekæde. Presset fortsatte.

Rasmus Anderssons pift strøg forbi to gange, og til sidst var Willie Raskob fri foran en liggende Galansky, men fik ikke løft på afslutningen.

Der var spillet 28 minutter, og Jari Pasanen tog timeout for at dæmpe Rungsteds tempo og pres.

Det lykkedes på ingen måde. Rungsteds pres fortsatte, og det brændte på foran Galansky. Frederikshavns fjerdekæde blev fanget på en icing og Kyle Hope – inde som back – hamrede pucken ud over banden. Udvisning og to Nikolaj Rosenthal-forsøg, som Galansky fangede.

Det ene helt ude i spagat. Han var varm som dengang han som Odense-målmand forhindrede sin nuværende klub i at vinde pokalen nærmest på egen hånd. Det var tilbage i 2016.

William Boysen var fri, men Galansky var ude med skinnen, og minsandten om ikke også Rungsteds første udvisning blev begået mod tjekken.

Nikolai Gade var uheldig, da han i en presset situation svang sin stav op i hjelmen på White Hawks-målmanden.

Frederikshavn fik luft og en enkelt i powerplay ved Christopher Frederiksen. Det blev ved 0-0 efter en anden periode, hvor nordjyderne kunne takke skæbnen og Galansky for, at de ikke var bagud med et par stykker.  

Kristian Jensen åbnede ballet, Galansky fortsatte
Det gik selvfølgelig hverken værre eller bedre for Rungsted, end at den manglende udnyttelse af chancer kostede dyrt i begyndelsen af tredje periode.

Søren Nielsen erobrede pucken i midtzonen, kørte i dybden og lagde den tilbage til Albin Lindgren. Svenskeren lagde den på mål, Kristian Jensen styrede den ind foran Lillie. Næsten 41 minutter spillet, Frederikshavn foran 1-0.

Det blev hidsigt efter tre kvarter, hvor Rungsted-boksen – det synes at være med rette - proklamerede et par udvisninger for tripping til Frederikshavn.

Marcus Olssons forseelse kort efter var lige så klar, men blev til gengæld dømt, og igen var Rungsted-folket helt oppe i det røde felt.

Dog ikke mere end at de overlevede den efterfølgende undertalssituation.

Kunne Frederikshavn smide spøgelse, kompleks og alt muligt andet væk og holde hjem?

Med otte minutter igen fik White Hawks muligheden i powerplay, da Mario Lucias stav røg i hovedet på Dane Fox. Men det var smånervøst hos White Hawks, og Rungsted overlevede.

Endnu en Rungsted-udvisning med seks minutter igen.

T.J. Moore gik voldsomt i ryggen på Kyle Hope, der fik slynget hovedet i banden, og det kostede 2+10 til Rungsted-forwarden for checking from behind, mens Hope måtte ud i omklædningen til tjek.

Igen var Frederikshavn nervøse. Man kunne tale nok så meget om udskiftninger i truppen og alt muligt andet. Sidste sæsons afslutning sad i baghovedet på nordjyderne.

Rungsted-spillerne følte sig bortdømt tidligere i perioden, og det gik ud over koncentrationen i slutfasen, da det sidste pres skulle sættes ind. Alligevel fik Rungsted etableret sig og lagt pres på Galansky.

Men tjekken var fuldstændig uovervindelig denne eftermiddag, og den helt afgørende faktor i en finale, der kunne være gået begge veje. Fordelingen af store chancer var entydigt til fordel for Rungsted, der bare ikke kunne få hul på bylden. 

Til sidst afgjorde Anders Eriksson det hele i tomt bur. 2-0 på en mindeværdig eftermiddag for ishockeyen i Frederikshavn.

Omsider lykkedes det for White Hawks.