Rungsted var hamrende effektive, og har nu bragt sig i en gunstig position til at spille sig i semifinalerne i årets Metal Liga. Frederikshavn spillede sin bedste kamp i serien, men igen svigtede offensiven, der skød med løst krudt.

Rungsted Seier Capital – Frederikshavn White Hawks 4-1 (2-0,0-1,2-0)

Det bedste hold tabte, så enkelt kan det siges, efter aftenens tredje kvartfinale. Men det er de bedøvendes ligeglade med i Hørsholm og omegn, når de nu har fire matchbolde til at spille sig i semifinalen. Frederikshavns offensiv er ikke eksisterende i denne serie, hvor flere af de toneangivende spillere virkelig mangler at vise sit værd.

Frederikshavn indledte, som tidligere i serien, bedst i første periode, men vendelboernes offensive mangler blev totalt udstillet. Man burde være gået fra perioden med et par måls forspring, men i stedet var man bagud med to, da Rungsted scorede et par kasser i de sidste minutter. Det har været Frederikshavns største problem i sæsonen, at man ganske enkelt scorer for lidt mål.

Todd Winder havde første mulighed for gæsterne, fulgt op af Benker og Lunsjö. Ingen af dem kunne udfordre Grubak, der igen var sikkerheden selv. Svenske Caderoth stod pludselig fuldstændig blank i slottet, men heller ikke han kunne udplacere Rungsted-keeperen. Det var løst krudt der blev skudt med fra frederikshavnerne, og man bør vel forvente mere af de udenlandske forwards, der har været temmelig anonyme i de første kvartfinaler.

Når man ikke selv kan score på chancerne, så sker der ofte det, at modstanderen slår til i den anden ende. Det gjorde Rungsted så, og kom frem til to scoringer i de sidste par minutter af perioden. Theo Keilin havde rørt en smule på sig tidligere i perioden, inden han blev spillet flot fri, og med baghånden udplacerede Galansky. 1-0 i Concordium Arena.

Blot 63 sekunder senere lavede Suistio en opspilsfejl for gæsterne, og den opfangede Morten Jensen, der hurtigt fandt en fri Victor Cubars. Han kunne sikkert gøre det til 2-0, til stor tilfredshed hos et ganske stemningsfyldt publikum i Nordsjælland.

Frederikshavn var også klart bedst i anden periode, men igen var skarpheden et tema. Hjemmeholdet havde ellers en god mulighed for en tre-måls føring efter to minutter, men man misbrugte et straffeslag, da Cubars ramte stolpen.

Herefter var det vendelboerne på resten af perioden, og med den rette desperation i øjnene. Apropos skarphed, så var det også bemærkelsesværdigt, at det var en back der skulle bryde isen og score det første (og eneste) frederikshavnske mål denne aften.

Jared Freadrich, canadieren der ellers sjældent scorer, kunne for anden gang i serien komme på måltavlen, I aften luskede han med frem, uden hjemmeholdet tog notits af situationen, og hamrede pucken ind bag en prisgivet Grubak. Netop Grubak havde kort forinden været i fokus for anden gang i aftenens opgør, da han bevidst flyttede målet. Denne gang slog gæsterne altså til i det efterfølgende powerplay.

Frederikshavn moste på, men der skal alt for mange chancer til at lave et mål. Lunsjö ramte stolpen, og Benker havde en friløber, som han misbrugte på det skammeligste. Thörnberg affyrede også kanonen et par gange, men Grubak er bare svær at passere, når man har en hvid frederikshavner-trøje på.

Trods alt optimisme at spore i gæsternes lejr, efter de to bedste perioder i denne serie fra vendelboernes side.

Den optimisme kunne være spiret yderligere i begyndelsen af tredje periode, men Jesper Thörnberg misbrugte en gigant-chance. Det er sådanne chancer man skal score på, hvis man vil drømme om semifinale i den danske Metal Liga.

Noget mere jævnbyrdigt i de sidste tyve minutter, hvor Rungsted afgjorde opgøret endeligt med to scoringer i de døende minutter. Først da man udnyttede en tåbelig udvisning af Jaeden Martin, der tabte hovedet med godt fem minutter igen. Det udnyttede Cubars til at styre pucken ind, på en afslutning fra Frisell.

Kort efter blev det så også 4-1, da Rasmus T. Andersson kunne sende pucken i tomt bur. Det sender Rungsted meget tæt på semifinalen i årets slutspil, hvor det er svært at se Frederikshavn vinde fire kampe i træk, når det blot er lykkedes holdet at score tre mål i de tre første kampe.

Fredag aften har vendelboerne inviteret til gratis ishockey for de trofaste fans, og skal denne serie trækkes længere ud, så skal der steppes op fra flere af de udenlandske kræfter, som vi ikke har set meget til i dette års slutspil. 

 

 

 

 

 

 


Sebastian Ehlers overtidshelt i Aalborg OPTAKT: Aalborg Pirates-Esbjerg Energy