White Hawks kneb sig videre mod hårdt fightende Esbjerg

Der var sådan en “kamp syv-sitren” over det hele i Frederikshavn den her fredag.

Noget af det bedste i ishockey. 

Neglebidende nordjyder og esbjergensere, der forsøgte at synge sig ud af det svært intime udebaneafsnit i Nordjyske Bank Arena med trommer og heftige stemmebånd.

Tændte lys i telefonerne, da hjemmeholdet løb på is til Thunderstruck – som altid. 

Frederikshavnerne ville af med “kamp syv-komplekset” og det med at tabe i de afgørende minutter.

Et kompleks, der fik et ekstra tryk i Metal Final4-slutkampen mod Rungsted, da en sejr blev vendt til nederlag i slutminutterne. 

Gæsterne ville bare ride videre på den fantastiske slutspilsbølge under Mark Pederson. Esbjerg har været et frygtet mandskab – med god grund – i de seneste sæsoner og trods en tynd besætning i angrebet og tre stamspillere ude, spillede gæsterne frisk til fra start.

Chancerne fik Frederikshavn dog i kampens begyndelse.

Først en halv til Mitchell, derefter en gigantdirektør til Christopher Frederiksen, der brændte en friløber på en stærk Mathias Seldrup.

Så var det Cam Spiro, der måtte se Seldrup parere. 

Som minutterne skred frem, blottede gæsterne sig mere og mere og lod White Hawks komme med fart gennem midtzonen. Halvvejs inde i perioden tog Frederiksen hævn for sin brændte chance. Han fik hele tre forsøg foran Seldrup, og det tredje strøg i kassen til 1-0.

Kort efter havde Thomas Søndergaard en kæmpe mulighed i to mod en. Ærke-frederikshavneren spildte den med en kikset tværpasning. 

Det tog Esbjerg lige nøjagtig et skift at komme á point i chancestatistikken. Vi talte fem åbne chancer på et minut. Max French-kæden cirklede rundt med hjemmeholdets folk og French måtte se stolpen parere for Galansky.

Rasmus Søndergaard reddede en puck på stregen og yderligere to-tre pucke susede forbi tjekken i frederikshavner-målet, der var ude i stræk så store, at hans lyskeskade for længst var brudt op, hvis han havde været svært i stykker. 

Det var nærmest et mirakel, at Esbjerg ikke udlignede i den sekvens. 

Hjemmeholdet slog til, da muligheden bød sig powerplay. Mitchell skød, Kristian Jensen fulgte op. 2-0 White Hawks og spillet godt et kvarter. 

Mark Derlago tabte en nærkamp til David Friedmann i egen zone tre minutter senere. En hurtig pasning fra Friedmann til Cam Spiro og scoring Frederikshavn. 3-0 og nærmest eufori i Nordjyske Bank Arena efter første periode. 

Esbjerg med kun 10 angribere i line up’en, Jesse Mychan tilføjet på skadeslisten, og en vanskelig opgave i jagten på et mirakuløst comeback i larmen i Vendsyssel. 

Vestjyderne angreb ufortrødent fra starten af anden periode, og skal have ros for en yderst optimistisk approach i jagten på reducering. 

Galansky stod i vejen. Først for Max French, en af ligaens bedste driblere, og siden for unge Jonas Torbensen, der skød fladt og velplaceret.

Midt i presset fra Esbjerg lå også faren for frederikshavnske kontrastød, der lurede konstant. 

Chancer i begge ender midt i perioden.

David Friedmann brændte tæt under mål, og Galansky snuppede Andreas Grundtvig og lignede igen en mand, der nægtede at lade sig passere den her aften.

Skøn hockeykamp uden kompromiser. 

Marc Hagel skød forbi på en chance, hvor han bare SKULLE ramme kassen. Og kort efter kom Mads Larsen i et gigantrush i den anden ende. Pucken endte på Seldrups skulder og bande ud.

I slutfasen var French igen på spil, og med Esbjergs initiativrige spil og satsning i anden periode, ville en reducering ikke have været ufortjent.

Men 40 minutter henne var den stadig 3-0. “Do or die” for Esbjerg.

Esbjerg fortsatte med at holde i pucken i tredje periode, og hjemmeholdet overlod totalt initiativet til gæsterne. Fra minut 40 til 48 var hjemmeholdet i fin kontrol. Frederikshavnerne kom i kontra, men Evan Jasper skød forbi. 

Så kom Esbjerg til den chance, der burde have givet reducering. Unge Jonas Torbensen var helt fri en halv meter fra Galansky, men tjekken parerede med skinnerne, og var i gang med at spille sig til gratis burgere på livstid et eller andet sted i Frederikshavn.

Han var aftenens helt og endte som man of the match. Ubetinget. 

Jari Pasanen tog timeout, Frederikshavn gravede sig endnu dybere ned i egen zone, og den fortjente reducering kom da Mark Derlago fik lirket pucken ind i tiden 50:21. 

Kort efter havde Marc Hagel frit mål to gange på tværpasninger, men traf lige nøjagtig ikke pucken. Det var helt vildt nervøst i Frederikshavn nu.

Hjemmeholdets spillere virkede i momenter helt paralyserede. Komplekserne fra Metal Cup-finalen var helt oppe ved overfladen, men White Hawks overlevede den her gang.

Nordjyderne pakkede sig foran eget mål og tænkte kun på at forsvare den hjem. Esbjerg skød og skød. Derlago var tæt på, og Seldrup var for længst taget ud. Til sidst kunne Esbjerg ikke mere og Evan Jasper lobbede skiven i tomt mål i den anden til et kæmpe brøl i Nordjyske Bank Arena.  

Efter fire sæsoner med semifinaler som minimum røg Esbjerg denne gang i kvarten. Men sikke en jætteindsats af Mark Pedersons decimerede mandskab, der i 40 minutter sled og slæbte som gale for at komme igen.

Det var en kamp syv værdigt. 

Frederikshavnerne spillede en perfekt første periode i aften, og det var nok for Pasanens mænd.

Stor, stor bedrift af White Hawks at være nede 0-2 og 2-3 i kampe og alligevel vinde serien. Nye udfordringer venter på tirsdag for et Frederikshavn-hold, der i aften viste solid disciplin og spillede 60 minutter uden udvisninger. Det var med til at lukke for Esbjergs muligheder for comeback. 


Pederson: Vi døde med skøjterne på OPTAKT: Frederikshavn-Esbjerg - kamp 7