Kig bare på tabellen.
Frederikshavn er på jagt efter Rødovre, og der er ingen tvivl om, at nordjyderne har brug for en sejr i aften for at holde trit med Mighty Bulls i bunden af tabellen.
Nok har Frederikshavn kun fem point op til konkurrenterne, men de barske realiteter set med White Hawks-øjne er også, at Rødovre har to kampe færre.
- Det er liv eller død, så enkelt er det, siger Rasmus Søndergaard til Kanal Frederikshavn.
- Vi skal simpelthen spille solidt i 60 minutter, og det ved jeg godt, vi har haft svært ved i hele sæsonen, men i aften skal det altså være. Vi skal ud og ofre os 100 procent for klubben og holdet, og så skal vi score på de chancer, vi får. Det er vi simpelthen nødt til, siger Søndergaard til det lokale medie.
Frederikshavn er mentalt "på halen" i forhold til Rødovre, der har vundet samtlige fire indbyrdes opgør hidtil i sæsonen. Hjemmeholdet må undvære Santeri Suistio, Thomas Søndergaard og målmand Max Zimmermann i aften, mens Frederikshavn ifølge Kanal Frederikshavn tester Jaeden Martin her til morgen. Og så forventes det altså, at Christopher Frederiksen bliver hevet ind på holdkortet til den vitale kamp.