Efter en god uges tid med træning på is, holdmøder, og sociale arrangementer, har White Hawks coach Fredrik Johansson (Fredda) og assistenttræner Christian Schioldan, udvalgt sit hold af kaptajner for denne sæson.
Fredric Andersson, der er kommet til klubben efter syv sæsoner i Björklöven, får ansvaret som kaptajn, og så bliver det Christopher Frederiksen og Rasmus Søndergaard der bliver assisterende kaptajner.
"Fredda" udtaler følgende om valget af de tre.
- Fredric Andersson kommer med kæmpe rutine og store lederegenskaber, og har været kaptajn de sidste syv sæsoner. Han er en naturlig leder og kaptajn, og kommer til at blive rigtig vigtig for os både på isen og i omklædningsrummet.
- Christopher er en spiller der har været med i klubben længe, og han har også været på landsholdet. Han har masser af rutine, og bliver en god leder og kulturbærer.
- Rasmus er ligeledes en kulturbærer, som viser det med sin indstilling og attitude. Han har været i klubben altid, og har tidligere været både kaptajn og assisterende.
- Vi er rigtig glade for det valg vi har foretaget, og ser frem til at have de tre spillere i kaptajn-rollen for vores hold. Men vi vil have 25 spillere som skal have ledende roller på holdet, og vi glæder os til at komme i gang for alvor, lyder det fra Fredda.
Klubbens nye kaptajn, Fredric Andersson, udtaler følgende.
-Først og fremmest er jeg nødt til at takke alle som har spillet på holdet i længere tid, og alle dem der kommer fra Frederikshavn. I har sørget for, at alle vi nye har fået en rigtig god start i klubben, og virkelig føler os hjemme allerede. Det er en stor ære at blive kaptajn i den her klub. Der findes mange ledere i truppen, og jeg ved, at jeg får god hjælp af Christopher og Rasmus, og mange flere. Vi kommer alle til at arbejde hårdt gennem sæsonen, og jeg ser frem til at være en del af det her hold, lyder det fra kaptajn Andersson.