Metalligaen.dk's redaktør Michael Søvsø har fulgt grundserien tæt og giver her sit bud på en "All Star-kæde" for de første 48 kampe

Målmand: George Sørensen (Aalborg):
Der er faktisk ikke en eller flere danske målmænd, der sådan for alvor har gjort sig bemærket som "outstanding" i denne sæson. George Sørensen har været i aktion i 37 kampe og ender med en redningsprocent på 91.4 som er næstbedst i Metal Ligaen efter Vilykke, der dog kun har spillet 12 kampe. Sørensen er etter på GAA med 2.45 imod.

Back: Morten Jensen (Rungsted):
Morten Jensen er en offensiv back, og det koster indimellem i den anden ende. Men man have den største respekt for, at Morten Jensen bare har leveret og leveret på Rungsteds blå linje og får vilde mængder af istid. Med 40 point (12+28) er han den suverænt mest producerende back, og det giver ham en plads her.

Anders Krogsgaard (Esbjerg):
Tough dyst om den anden plads mellem Krogsgaard, Malte Setkov og Emil Kristensen. Anders Krogsgaard er dog kommet meget stærkt igen efter en lidt anonym start på sæsonen og har domineret Esbjergs blå linje på det seneste. Står med +25 og 33 point og det gør en lille forskel i forhold til Setkov, som ender på -15. Selvfølgelig har Krogsgaard spillet på et bedre hold, men forskellen er alligevel væsentlig.

Victor Cubars (Herlev):
Der er ingen tvivl om Cubars' deltagelse her i kæden. Sikke en sæson, han har haft i Herlev, hvor han endte som topscorer i Metal Ligaen på trods af kun 42 kampe. Skyder præcist fra alle vinkler og i alle situationer. Det bliver svært for Herlev at holde på ham og svært for landstræner Gath ikke at prøve Cubars af frem mod VM 2026 i Schweiz.

Mathias Bau Hansen (Herning):
49 point i 37 kampe og ligeledes et pointsnit, der har været Metal Ligaens fjerdebedste efter Cubars, Poulsen og Pastujov. Mathias Bau har igen vist sit værd og været en del af grundspillets gennemgående farligste kæde sammen med sin evige makker Morten Poulsen og Nick Pastujov, der har været endnu bedre end Derian Plouffe, der havde pladsen i fjor.

Morten Poulsen (Herning):
Det er jo for vildt, som Morten Poulsen bare bliver ved og ved. Trods en - i ishockeyregi - lidt fremskreden alder, er Morten Poulsen stadig med helt fremme på topscorerlisten og leverer tillige en jætte-arbejdsindsats i hvert eneste skift. En spiller som man kun kan være imponeret af - uanset tilhørsforhold. 

Alle tre forwards i vores "grundspilshold" har ageret wings det meste af sæson. Skulle man have haft en center med ind kunne Nikolaj Krag, Gustav Green, Patrick Bjorkstrand, Oliver Kjær og Maksim Popovic have været gode kandidater.


Her er karaktererne for Metal Liga-klubbernes grundspil Slutspil: Har man ikke fået karantæne, er man ikke "repeat offender"