Det er altid skønt at overvære den sidste og afgørende DM-finale som neutral iagttager af sporten og spillet.
Jeg havde det store privilegium at stå mellem de to bokse og følge dramaet på allernærmeste hold i aftes.
Jeg så Morten Poulsen med et kæmpe overskud:
Det ene moment klappede han sine holdkammerater opmuntrende på skulderen. Sekunder senere dirigerede han bestemt, men venligt, med manden, der åbnede boksdøren, så det nøjagtig blev tilpasset til det perfekte skift.
Gustav Green var åbenhjertig, ærlig og analyserende, da jeg interviewede ham i pausen og jeg lagde mærke til et skifte, hvor han piskede rundt i forechecking, fik et kæmpe - rent - hit midt på isen, rejste sig op og piskede ned for at forsvare i egen zone. Hvordan kunne han overhovedet holde til det?
Herlevs sportschef Guillaume Doucet, der stod på udskiftningsbænken og midt i det hele tilsyneladende tabte sin ene sko. Selv om Herlev var bagud, kunne den sympatiske sportschef sagtens grine ad miseren midt i det hele.
Terrance Amorosa, der efter at være blevet kåret til All Star-holdet, skøjtede over til sin lille søn/datter (med en mini-Amorosa-trøje på) og gav sin plakette til sønnen/datteren hang på armen af den smilende og stolte hustru/kæreste. Altid familien først.
Mathias Bau og Matthias Asperup, der skændtes så det bragede i slutfasen af kampen, men alligevel kort efter kunne kramme hinanden i "handshake-linjen" efter kampen.
Janis Fecers, elsket af Herning-truppen for et fantastisk humør, og tiljublet som en mester som en blot 20-årig ung mand, der stort set gav al kreditten til sine holdkammeraten.
Mathias Seldrup, som jeg talte med inden kampen, der gav al mulig held og lykke og kredit til Fecers, som han bare roste. Selv om Seldrup var slået af holdet af netop Fecers.
Anton Johansson, der spillede sin sidste kamp i karrieren for hjerteklubben Herlev, og blev hyldet med en fantastisk tifo af sit publikum.
Den intime atmosfære i Herlev, hvor vi knapt kan trykke os frem på gangene, hvor køen er alt for lang til toiletterne og hvor publikum står helt nede ved gæsternes udvisningsboks.
Selvfølgelig har Herlev brug for bedre forhold, men Ørneborgen lige nu minder mig om gamle dage, hvor det hele var lidt mere rustikt.
Det kan også noget, og hvor har det her Herlev-hold bare været en fest i den her sæson. Tak for det!
Og så Garth Murray, den Herning-træner, der bare agerer som en klippe i boksen, hvor han udstråler næsten stoisk ro, men alligevel nu og da bruser op og opmuntrer og tilråber sine spillere ret kontant.
Murray kom til Herning for to år siden og fik en opgave:
At tage guldet til Midtjylland igen. Den brugte han to sæsoner til at fuldføre med et hold, der spillede ekstremt velorganiseret, detaljeret og disciplineret.
Det er meget muligt, at Murray har haft den bedste trup (jeg kunne dog godt finde et par trupper, der var i nærheden i denne sæson), men det er ikke nødvendigvis lig med, at man har eller skaber det bedste hold. Det kan du bare spørge flere af Murrays forgængere i Herning om.
Det formåede Garth Murray på fineste vis, og det har ikke bare været i finalen, men HVER eneste aften og eftermiddag, Herning har spillet ishockey.
Det er næsten det mest imponerende af det hele.
Murray lærte af sidste sæsons finale og fik skabt en maskine, der var ustoppelig. Der var ingen svage punkter i truppen, og da Kiljunen og Carlsen blev skadet, var der andre, der steppede op.
Der har været en meget stor og solid stab bag holdet - både i organisationen, i boksen og med General Manager Peter Regin, der har insisteret på at optimere de rammer og forhold, der pt. er Danmarks bedste.
Men mest af alt var det Murrays værk i sæsonen 2025/26.
Murrays mesterværk.