General Manager er stort set den eneste sportslige titel, Kasper Degn mangler i sin samling

Der er ingen tvivl om, at Sønderjyske med Kasper Degn får en aktør som General Manager, der kender til alle facetter i ishockeyverdenen. 

I går blev han præsenteret som sportslig ansvarlig for sønderjyderne, og selv om Kasper Degns seneste job har været udenfor ishockeysporten, så er det en undtagelse. 

I marts 2022 var han for eksempel træner for Frederikshavn White Hawks som afløser for Jari Pasanen, der blev afskediget i den nordjyske klub. Det endte med et nederlag på 1-4 mod Esbjerg i kvartfinalen og derefter kom Pelle Hånberg ind som træner hos White Hawks.

Helt tilbage som aktiv spiller var Kasper Degn en dominerende spiller for Herning Blue Fox og var aktør i en af "kendte" kæder i ligahistorien, nemlig 7-9-13-kæden, hvor han spillede sammen med Peter Regin og Rhett Gordon. 

Han har været topscorer i den danske liga med 9 mål og 42 assister! og har vundet to danske mesterskaber og to danske cup-titler og både spillet for Rungsted og Aalborg. Han har ligeledes været mester i DEL2 sammen med Bietigheim Steelers og scorede også det mål, der reddede landsholdet fra nedrykning ved VM i Innsbruck i 2005. Det var 3-2-scoringen mod Tyskland. 

Efter en afsluttet karriere på isen har Kasper Degn arbejdet som bestyrelsesmedlem i Herning Blue Fox, han har været ishockeyagent hos People In Sport og altså også trænet Frederikshavn. Han var såmænd også kommentator på TV2 Play, da ishockey blev sendt der.

Seneste job var civilt som parkvagt og Sales Manager i Wow Park i Billund, men der er næppe tvivl om, at Kasper Degn har set noget ishockey, for hans søn Sebastian Degn, spiller på U16-landsholdet. Og han er søn af Herning-legenden Peter Degn, bror til Lasse Degn og halvbror til Peter Regin.

Så det er mand med ishockey i blodet, der kommer til kælderen under Sydjysk Sparekasse Arena.

- Vi er meget glade for at have landet Kasper Degn som General Manager. Han er en stærk profil med solid erfaring og et klart strategisk blik, og vi har bevidst søgt øjne udefra for at kunne bygge videre på det fundament, vi allerede står på.
Samtidig er det vigtigt for os at udvise respekt for Kaspers nuværende forpligtelser, og derfor har vi planlagt en glidende overgang, hvor han allerede nu er sportsligt ansvarlig, siger Sønderjyske-direktør Mogens Kastbjerg i forbindelse med ansættelsen af Kasper Degn. 


LYNOPTAKT: Dagens fire kampe i Metal Ligaen ECHL: Parterne er nået til en foreløbig aftale - strejken er afblæst