Skarphed, kynisme og en veloplagt Nicolaj Henriksen var blandt de mest afgørende faktorer, da Esbjerg søndag eftermiddag slog Herlev med 3-0.

Esbjerg Energy - Herlev Eagles 3-0 (1-0, 2-0, 0-0)

Herlev gæstede søndag eftermiddag Granly Hockey Arena til grundspillets næstsidste opgør mod Esbjerg. Til dagens kamp stillede Herlev uden Emil Zetterquist, Anton Johansson, Peter Lauritzen, Maxime Trépanier og Oliver True, mens Esbjerg måtte undvære Lucas Andersen, Frederik Bjerrum, Tobias Ebener og Andreas Grundtvig. Målmandsduellen stod mellem Jonatan Hintze og Nicolaj Henriksen.

Gordie Ballhorn gav Esbjerg føringen

Der blev ikke taget mange chancer fra indledningen på åbningsperioden, hvor begge mandskaber forsøgte at spille sikkert og kontrolleret. Gæsterne fra Herlev var umiddelbart mest på pucken og der var da også sporadiske chancer til gæsterne, uden at det dog for alvor blev farligt.

I det hele taget var det småt med oplagte målchancer i kampens første 12 minutter, der langt hen ad vejen var ganske jævnbyrdige.

Men efter et øjebliks uopmærksomhed i Herlev-defensiven kunne Esbjerg dog tage føringen efter et lille kvarter. Rasmus Bjerrum fandt her en fremadstormende Gordie Ballhorn, der strøg imellem de to Herlev-backs, inden han sikkert passerede Jonatan Hintze til 1-0.

En veloplagt Grayson Downing bød ind med et par rigtigt gode aktioner for hjemmeholdet med få minutter tilbage af første periode. Canadieren fik bl.a. sendt et giftigt skud lige forbi opstanderen.

Momentum skiftede dog fra Esbjerg-stave til Herlev-stave, da værternes Niklas Andersen fik raget en dobbeltudvisning til sig et par minutter før pausesignalet. Herlev kunne dermed både slutte første og starte anden periode i overtal.

Esbjerg trak fra i anden periode

Trods en ekstra mand på isen, så formåede gæsterne dog ikke at finde den afgørende åbning i Esbjergs defensiv. Men gæsterne kunne til gengæld fastholde det spillemæssige momentum og indledningen på anden periode blev da også primært afviklet på gæsternes præmisser.

Efter små otte minutters spil fik Esbjerg dog for første gang i anden periode virkeligt sat gæsterne under pres. Der var ved at være panik foran Herlev-målet, da der opstod et større klumpspil. Pucken så ud til at danse rundt inde omkring målstregen, men Herlev fik i første omgang afværget. Men Esbjerg knoklede videre og fastholdte presset på gæsterne, og efterfølgende kunne Victor Sand med en styring fordoble den vestjyske føring efter oplæg fra Oliver Kjær. Baseret på spil og chancer hidtil i anden periode, så var den scoring ikke helt retvisende for kampbilledet.

Minuttet efter kunne Matthias Asperup have reduceret for gæsterne, men Nicolaj Henriksen leverede en vigtig redning på det ellers ganske kvalificerede forsøg fra Asperup.

Herlevs drømme om et comeback led yderligere et knæk, da Mikkel Holm Skjellerup efter 14 minutters spil indkasserede en 5-minutters udvisning og en game miscounduct for en cross-checking i ansigtet på Esbjergs Mikkel Rask. Det var i øvrigt anden kamp i træk, og anden gang på to dage, at Mikkel Holm Skjellerup måtte indkasserede en stor straf og en game miscounduct.

Esbjergs Mikkel Rask gav igen efter at være blevet ramt af Skjellerup og indkasserede i samme ombæring to minutter for roughing. Der skulle dermed spilles fire mod fire. Den ekstra plads på isen så ud til at behage Esbjerg fint. I hvert fald øgede Esbjerg føringen små to minutter senere. Herlev blev her fanget på vej frem over isen, da Esbjerg brød gæsternes opspil, hvorefter Oscar Öhman fandt en helt fri Niklas Andersen inde foran mål. Med et fikst træk fik Andersen fintet Herlev-keeperen og Esbjerg var dermed oppe med 3-0. En stilling der bestod frem til den anden periodepause.

Henriksen lukkede af, også på straffeslag

Hjemmeholdet fik chancen på et tidligt power play, da Jason Willms måtte en tur i skammekrogen for en slashing. Men Esbjerg fandt aldrig melodien i det efterfølgende power play.

Det gjorde gæsterne til gengæld få minutter senere, da Mikkel Rask blev udvist for en tripping. Herlev leverede her et særdeles stærkt power play og satte Esbjerg under et massivt pres. Men Nicolaj Henriksen var ikke færdig med at levere små mirakler i Esbjerg-målet.

I undertal kom Esbjerg-svenskeren Oscar Öhman frem til en stor chance, da Esbjerg slog kontra hvorefter Öhman kunne stryge af sted på et break away-forsøg.

Gæsterne leverede nogle rigtigt gode og stærke minutter rent spillemæssigt som man nærmede sig tredje periodes halvvejsmærke. Men Henriksen nægtede fortsat at overgive sig leverede igen et par store redninger.

Man kan ikke beskylde gæsterne for at fedtspille. For efter 14 minutter udbad Herlev sig en timeout og efterfølgende satsede gæsterne ved at erstatte keeperen med en ekstra markspiller. Med seks minutter igen må det siges at være en frisk satsning.

Gæsterne fik også sat sig godt på spillet, og Esbjerg blev efterfølgende presset langt tilbage på isen. Men Henriksen var altså fortsat godt kørende i Esbjergs mål, hvor han afviste alle gæsternes forsøg. Også på et straffeslag, som gæsterne fik tilkendt i kampens sidste minut. Trods en udvisning til begge mandskaber i slutfasen, så blev der ikke scoret yderligere i opgøret, som vestjyderne altså vandt med 3-0.

 


Målfest i Rødovre, da Odense vandt uden problemer LYNOPTAKT: Søndagens kampe i Metal Ligaen