SønderjyskE Ishockey har nu målmandsduoen på plads til den kommende sæson, og det bliver igen et stærkt, dansk makkerpar.
Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
26-årige Nicolaj Henriksen har forlænget sin aftale med SønderjyskE Ishockey med endnu to sæsoner – frem til sommeren 2024 – og da Patrick Galbraith i forvejen er på kontrakt i næste sæson, bliver det igen den velkendte duo, der skal forsøge at holde puckene ude af mål.
Begge målmænd præsterede godt i den forgangne sæson, hvor de begge havde en redningsprocent over 90 og var dermed blandt Metal Ligaens stærkeste målmandspar.
Cheftræner Mario Simioni glæder sig over, at han igen råder over de dygtige målmænd.
- Vi er meget glade for, at Nicolaj Henriksen har valgt at forlænge sin kontrakt i SønderjyskE. Han og Patrick Galbraith udgør en stærk duo, og det er som træner en god situation at skulle vælge mellem to så dygtige målmænd. De præsterer hver især rigtig godt, og de samarbejder og konkurrerer med hinanden på et meget højt niveau til træning.
- Nicolaj Henriksen har nu været her i tre sæsoner, og han kender klubben og kulturen indgående og bidrager godt til gruppen. Vi ser frem til at se ham i Frøs Arena efter sommerferien, siger Mario Simioni.
Nicolaj Henriksen skiftede i 2019 fra Esbjerg Energy til SønderjyskE Ishockey, og vestjyden stortrives i det sønderjyske og finder det helt naturligt at forlænge kontrakten.
- Jeg er rigtig glad for at have forlænget min kontrakt med SønderjyskE Ishockey. Min familie og jeg er faldet rigtig godt til, og vi føler os hjemme i Vojens. Jeg ser allerede frem til den kommende sæson, og jeg glæder mig til at møde fansene i Frøs Arena igen efter sommerferien, siger Nicolaj Henriksen.