Midt i de stille juledage tikkede en ganske opsigtsvækkende nyhed ind via Eliteprospects.
Den lettiske storklub Dinamo Riga melder nemlig, at klubben har hentet den ene del af Rødovres målmandstandem, Janis Voris, til klubben. Det er sket via klubbens officielle kanaler på både Instagram og Twitter, så der synes fra Dinamos side ikke at være tvivl om, at Voris nu igen er en del af KHL-klubbens trup.
Rødovre har endnu ikke bekræftet nyheden, vi arbejder på opklaring af situationen, der i første omgang efterlader William Rørth som førstemand alene i buret hos Mighty Bulls, der i morgen møder Herlev Eagles i et sjællandsk/københavnsk derby.
Janis Voris har i denne sæson i perioder gjort det rigtig godt for Rødovre, hvor hans redningsprocent på 89,85 dog ikke har stået ud som værende "outstanding".
Nu ser det altså ud til, at han vender tilbage til Dinamo Riga, hvor han i fjor spillede syv kampe i KHL og en enkelt gang blev kåret til "rookie of the week".