Den mangeårige B.T.-journalist Peter Fredberg har skrevet om den danske liga i 50 år og var på arbejde i 1970/71, da KSF udvandrede i Gladsaxe Skøjtehal midt i sæsonens sidste kamp i protest mod mestrene Gladsaxes ”svinske og farlige spil”.

Metalligaen.dk har som optakt til den kommende sæson igen bedt Danmarks mest rutinerede ishockeyjournalist, som unægtelig har oplevet lidt af hvert i det forgangne halve århundrede, om at tippe de kommende danske mestre.

Her er hans bud på holdet, som til april kan spænde guldhjelmene og drikke champagne af Prins Henriks Cup.

Peter Fredbergs har ordet:

”Havde jeg haft tre skud i bøssen, havde jeg hurtigt fyret den af fra hoften. Uden at ryste på hånden:

Herning Blue Fox, Aalborg Pirates, Rungsted Seier Capital.

Det er de tre, som i mine øjne vil kæmpe om det i den sidste ende. Men den luksus med tre skud har redaktør Søvsø ikke tilladt mig. To hold skal barberes væk.

Midt i coronapandemiens helvede – og den vil gribe ind i flere sæsoner - er jeg i øvrigt overrasket over den ekstremt høje kvalitet på holdene.

Når man kigger på spillertrupperne, ser det ud, som om der er købt ind af udenlandske og danske spillere uden højde for coronaens usikkerhed og begrænsninger.

De må have gode, trofaste sponsorer rundt omkring. Og selvfølgelig også profiteret af situationen i andre lande. Ellers har jeg svært ved at se, hvordan klubberne har haft råd. Men lad os kigge på ”de tre” af de ni.

Aalborg Pirates blev en suveræn vinder af grundserien i den amputerede sæson, men det var ikke nok til at kunne kalde sig danske mestre. Nu gør de et nyt helhjertet forsøg på at følge op på den gyldne sæson i 2017/18.

Målbevidste Pirates har ambitionerne og klassen. Fire af sidste års udlændinge fortsætter, to nye er kommet til. Og som erstatning for stortalentet Anders Krogsgaard, der er skiftet til Fischtown Penguins i DEL, og Felix Scheel, som er tilbage i Esbjerg, har nordjyderne fået dansk/svenske Anton Schou, der har dansk far og svensk mor og spiller på dansk pas, og Sønderjyskes Daniel Madsen.

Rungsted Seier Capital er forsvarende DM-guldvindere, da der jo ikke blev kåret en mester i 2020. Ikke kun for at spare penge på imports (til lejlighed m.m.), men primært for at styrke målsætningen om at genvinde titlen, har de ikke færre end fire spillere med bopæl i Malmø, som dagligt kører frem og tilbage.

Pendler-kvartetten er superduoen Marcus Olsson og Mattias Persson, som er klar til deres fjerde sæson i det nordsjællandske, den rutinerede klassemålmand Christopher Nihlstorp, der er dobbelt svensk mester og har kigget forbi Tre Kronor og Dallas Stars, og dynamitforwarden Nichlas Hardt, som har spillet i Sverige og Finland siden 2008 og bliver en af Metal Ligaens jokere.

Morten Jensen, Tim Daly og Charlie Sarault er tilbage fra guldholdet, og ikke færre end fem af klubbens syv udlændinge er gamle kendinge.

Rungsted har uden tvivl ligaens mest offensive backs, og opskriften på succes hedder fremad på banen. Stilen er designet til underholdning og mange mål.

Herning Blue Fox havde en vanvittig sæson i 2019/20. Efter 13 runder lå rævene på sidstepladsen. Vendepunktet kom i nr. 14 med en 7-0 sejr hjemme over Odense Bulldogs. I grundseriens sidste 35 runder scorede de flere point end noget andet hold.

Dén bølge er de klar til at ride videre på, og det ser så gennemsolidt ud i det midtjyske, at jeg tror på, at det lykkes.

Blue Fox har 19 gengangere fra sidste sæson og fem nye (tre af egen avl plus Mathias Bau og Kristian Jensen).

Der er en rutine og en vindermentalitet, ingen kan stikke. Spillerne og trænerne har vundet sammenlagt 48 mesterskaber. Tilbagevendte Mads Christensen (11 nationale titler i Danmark og Tyskland) er en af dem, jeg glæder mig mest til at se på dansk is. Forhåbentlig er han ovre de skader, der har plaget ham.

Mit guldtip: Herning Blue Fox. Finalemodstander: Rungsted Seier Capital.

 


Trods nye restriktioner: Metal Ligaen begynder som planlagt MADS ELLER skifter til SønderjyskE