Rødovre Mighty Bulls-Herlev Eagles 3-5 (0-3,2-1,1-1)
Revanche til Herlev.
Det blev konklusionen af endnu en jævnbyrdig kamp mellem forstadsrivalerne Eagles og Mighty Bulls denne gang i Rødovre.
Det var nemlig spillemæssigt helt tæt i aften – nøjagtig som fredag. Men Herlev var i modsætning til fredag det skarpeste mandskab, der begik færrest fejl og derfor sejrede gæsterne 5-3.
Herlev fik det absolut bedste ud af en spillemæssigt jævnbyrdig første periode, hvor de to hold havde nogenlunde lige meget tid på pucken.
Rødovre forsøgte optimistisk med stor fysik, tunge tacklinger og et par halve chancer, men Lukas Horak leverede rigtig fine 20 minutter til at begynde med. Førstekæden med Gymer, Eller og Berling fik sat en fin
Men hjemmeholdet bød også Herlev indenfor.
Et ukoncentreret opspil i midtzonen endte i staven på Victor Cubars, der var iskold og satte sin friløber mellem benene på Rørth i Rødovre-buret. Kort efter var den gal igen for Mighty Bulls, da Anton Johansson på intelligent vis satte et velplaceret svirp ind på Rørth.
0-2 inden halvvejsmærket og ondt blev værre for hjemmeholdet, der ikke kunne holde et Asperup-gennembrud. Der blev begået udvisning på Herlev-angriberen, men inden den blev effektueret, havde Joseph Jonsson lagt returen op i nettaget bag Rørth.
Vi var i det 18. minut og tre halve Herlev-chancer havde givet tre mål, mens Rødovre uden effektivitet havde nul mål på tavlen.
Hjemmeholdet kom hidsigt og flot ud til anden periode og fik en hurtig reducering ved Jonathan Brinkman efter et godt skift. Brinkman var først over en retur og stillingen var 1-3. Det var den ikke ret længe før Mikkel Bertelsen havde gjort det til 1-4 på tavlen, da Herlev fik alt for meget plads i Rødovre-zonen.
Victor Cubars skød på stolpen, da Oliver Marklund røg i straffeboksen, men kort efter var Mikkel Jensen på plads med sit første Rødovre-mål, da han reducerede til 2-4 på et velplaceret skud.
Og så var Jonathan Brinkman såmænd helt blank foran Horak i næste skift, men tjekken reddede med handsken.
Masser af dramatik i anden periodes indledning, der blev afløst af stillingskrig.
Men pludselig: Med seks minutter igen havde Gustaf Berling en fornuftig chance efter et godt Rødovre-pres, mens Victor Cubars – han var mange steder i aften – afsluttede glimrende i en omstilling. Hjemmeholdet havde mest spil og satte Horak på prøve.
Nicklas Jensen var tæt på at skovle en puck i kassen til 3-4, men tjekken i Herlev-målet fik blokeret.
Et Rødovre-comeback i tredje periode lod vente på sig. Herlev var i fin kontrol og Alexander Lindqvist-Hansen øgede til 5-2. Det lignede en sikker udesejr, indtil Frank Gymer skabte et lille håb om et comeback med sin reducering.
Rødovre pressede hårdt på i de sidste minutter, dog uden at være helt farlige. Hovedparten af de 1123 tilskuere måtte derfor gå skuffede hjem.