Hjemmeholdet vandt 4-1 i en kamp, der først blev afgjort til allersidst

Herlev Eagles - Herning Blue Fox 4-1 (0-1, 2-0, 2-0)

Søndag eftermiddag var der Veteran Match i Martinsen Arena i Herlev, hvor det blev sat fokus på og anerkende veteranerne for deres arbejde for fædrelandet og deres pårørende, da Herning Blue Fox var på besøg. Herlev Eagles var uden backerne Anton Johansson og Noah Samsøe samt forward Rasmus Simonsen på holdkortet, mens Herning Blue Fox var uden forward Joachim Linnet, Marcus Almquist og Karlis Peca på holdkortet, mens Mathias Seldrup var tilbage i målet for Herning Blue Fox.

Målmandsduellen stod mellem en op storspillende Emil Zetterquist for Herlev og tilbagevendte Mathias Seldrup for Herning. Seldrup spillede en god comebackkamp, hvor han ikke kunne lastes det store for de to mål, som Herlev scorede på ham, mens Zetterquist lukkede godt ned for Hernings offensiv.

670 tilskuere havde trodset den bagende efterårssol og taget til kamp i Martinsen Arena, og de blev vidner til en kamp, hvor Herning var meget udisciplineret og tog 10 udvisninger, mens Herlev var ineffektive i powerplay.

Forud for kampen var der en smule panik blandt dommerne, da den ene af hoveddommerne havde glemt skøjterne, hvilket betød at den tidligere ligadommer, Bo Andersen, måtte hjem for at hente hans skøjter, som dommeren kunne låne, indtil hans egne skøjter kom frem til skøjtehallen i pausen mellem de første to perioder.

Der var god fart i skøjterne fra kampens begyndelse, hvor det var hjemmeholdet, der fik de bedste muligheder, bl.a. da Jesper Bank Olesen røg i boksen for holding, men Herlev formåede ikke at få sat overtalsspillet op, og det var nemt for Herning at afværge muligheden.

Kort efter at udvisningen udløb var først Peter Lauritzen tæt på at bringe Herlev foran, men Seldrup var på plads. Et par minutter senere måtte Seldrup dog have hjælp af den ene stolpe til at stoppe Maxime Trépanier efter et godt pres fra Herlevs offensiv i forechecking.

Midtvejs i perioden var det Herning, der overtog spillet i kampen, men det var alligevel lidt mod spil og chancer, at Herning kom foran. Petter Hansson hamrede pucken på stolpen, og tæt under mål var Jacob Nordqvist først over den løse puck i en situation, hvor han også ramte Mathias Asperup, så han måtte til behandling i omklædningsrummet, men han var klar igen til 2. periodes start.

Asperup virkede en smule overtændt i starten af 2. periode, hvor han tacklede helt ud i alle situationer, og efter små to minutter endte han med at brokke sig til Thomas Buchardt og endte med at ryge to minutter i udvisningsboksen, men det endte ikke med at koste en scoring til Herning.

Spillet bølgede frem og tilbage, hvor begge hold havde muligheder for at bringe sig godt ind i kampen, men både Seldrup og Zetterquist lukkede ned for mulighederne. Herning fik muligheden i powerplay uden, at man kunne slå kapital af det. I samme øjeblik, som Herlev blev fuldtallige på isen kom Nicklas Heinerö afsted mod mål og han tog Daniel Petersen, der lige var kommet ind fra udvisningsboksen, med i spillet, og Heinerö kunne skrabe pucken over stregen til udligning.

Med omkring fem minutter tilbage af 2. periode kom Herlev i powerplay for femte gang i kampen og denne gang var man millimeter fra at komme foran, da Tim Daly sendte pucken på overliggeren. Kort efter, at powerplay var slut, var det netop Tim Daly, der stod klar og sendte pucken sikkert ind bag Seldrup, da han gav en returpuck.

I løbet af 2. periode udgik Marius Kring Andersen for Herlev, og Herlev kæmpede sig igennem resten af kampen med fem backs.

Herning fik en god mulighed i starten af 3. periode, da Philip Rafnsson røg i boksen efter en slashing på Cubars. I boxplay ofrede både Asperup og Trépanier sig flere gange, hvor de smed sig ned i flere skud, så Zetterquist havde let spil foran mål.

Det var Herning, der skulle jagte en udligning, men var meget udisciplineret i spillet, hvor man tog flere udvisninger. Herlev endte på et tidspunkt med at have 36 sekunders spil i fem mod tre uden, at Herlev kunne udbygge føringen til 3-1. I stedet var det Mathias Bau, der var tæt på at liste pucken ind ved nærmeste stolpe til 2-2, men Zetterquist var på plads.

Med lidt over to minutter tilbage af 3. periode tog Hernings Lukas Bang en udvisning i offensiv zone, hvilket var med til at ødelægge en del af den gameplan, som Garth Murray måtte have sat op.

Med halvandet minut tilbage af periode og i undertal satsede Herning uden Seldrup i målet, men det gav hurtigt bagslag, da Mathias Asperup opfangede pucken og kunne drible sig ned og score i det tomme mål. Da pucken igen blev givet op tog man igen Seldrup ud af målet, og denne gang var det Oliver True, der kunne lukke og slukke endeligt for Hernings muligheder med scoringen til 4-1.

 

 

 

 

 


White Hawks henter 30-årig svensker OPTAKT: Herlev Eagles-Herning Blue Fox