Ørnene søger forstærkning før deadline 1. marts
Et af de hold, der stadig har et import-spot til at arbejde med, er Herlev Eagles.
Forstadsmandskabet, der for øjeblikket ligger på en solid andenplads i Metal Ligaen, er lige nu på otte udlændinge, og nu meddeler klubbens sociale medier, at man samler ind til at forstærke sig yderligere.
Der lægges heller ikke skjul på, at det er en back, man arbejder efter at hente, og det betyder formentlig også, at Magnus Povlsens comeback senest var mere en nødløsning, end det var noget varigt.
Dermed har Herlev altså også den angrebslinje på plads, som man arbejder med og stoler på frem mod slutspurten i grundspillet og det kommende slutspil.
Ørnene forsøger at skaffe 100.000 kroner til at få den sidste back på plads inden sæsonens afgørende fase.