- I sport kan alt ske, men den mulighed blev taget fra os, lyder det fra Nicolai Flindt

Det var en forfærdelig aften for Herlev i fredags med nederlaget mod Herning, og det fejlagtigt annullerede mål i begyndelsen af overtiden, der ville have betydet, at ørnene i dag skulle en tur til det midtjyske. 

Sådan blev det som bekendt, eftersom Simon Lafrance afgjorde serien og kampen med sit 2-1-mål i anden overtidsperiode. 

I Herlev var sindene oprørte - også efter den undskyldning, der kom fra Metal Ligaens dommerchef Claus Hansen. 

- Det er en skandale. Jeg har stor respekt for, når dommerne går ud og kigger video, for så har de altid ret, så derfor mister jeg fundamentalt troen på det, når det alligevel kan lede til fejl, siger Nicolai Flindt, Herlev-sportschef, til DR Sporten. 

- Det er meget bekymrende. Vi bliver frarøvet muligheden. Herning er mesterskabsfavoritter og favoritter til at vinde serien mod os, men i sport kan alt ske, men den mulighed blev taget fra os. Det er vi meget kede af, lyder det fra Nicolai Flindt. 

Lørdag formiddag kom dommerformand Claus Hansen med følgende undskyldning til Herlev:

- ‎Vi kan ikke gøre andet end at undskylde og beklage til Herlev for situationen, for der skulle have været dømt mål, siger Referee in chief Claus Hansen, der henviser til paragraf 63.7 i regelbogen, hvor teksten skrives således. 

Hvis en forsvarende spiller forsætligt eller ved et uheld flytter målet fra sin normale position, før pucken krydser mållinjen mellem, hvor målstolperne normalt ville være, kan dommeren tildele et mål. For at dette kan ske, skal følgende betingelser være opfyldt: ◦ Målstolpen skal være flyttet af en forsvarende spillers handlinger. ◦ Den angribende spiller skal have en umiddelbar scoringsmulighed, før målstolpen blev flyttet. ◦ Det skal vurderes, at pucken ville være gået i mål mellem målstolpernes normale position.

- I det her tilfælde var det Hernings målmand, der skubbede målet ud af position, og dermed forårsagede flytningen af målet. Om det er forsætligt eller uforsætligt er i princippet ligegyldigt, fordi han er en forsvarende spiller. Matthias Asperup havde en scoringsmulighed, pucken gik i mål mellem målstolpernes normale position og dermed var det et "good goal", forklarer Claus Hansen.  

 


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Frhavn White Hawks OPTAKT: Odense Bulldogs-SønderjyskE