Rødovre Mighty Bulls – Herlev Eagles 2-3 (1-1 1-0 0-2)
Første kamp i det nye år på Sjælland var et opgør mellem Rødovre Mighty Bulls og Herlev Eagles, som tog turen forbi Holger Danske Arena efter deres 4-1 sejr i det omvendte opgør fredag.
Derbykampe har deres eget liv og fans fra begge lejre var mødt talstærkt frem for at støtte deres hold. De lokale tyre er isoleret på niendepladsen, men sulten efter point er ikke blevet mindre, og for Herlev gælder det forberedelse til Metal Final4, om en uge. Hjemmeholdet har ikke vundet side 16. november. Det blev der ikke ændret på i aften, hvor alle tre point gik til Herlev efter en god ishockeymatch med 1572 tilskuere på lægterne.
Der blev givet og taget af et godt hjerte fra begge sider, men vi skulle helt hen til de sidste minutter af åbningsperioden, før der kom action fra øverste hylde. En udvisning til Herlev udnyttede Rødovre til at prikke hul på scoreboardet. Marcus Almquist sendte sikkert pucken forbi Emil Zetterquist i ørneburet.
Kort efter kom Herlev også på tavlen, da Kasper Larsen tæt under William Rørths mål, sikkert omsatte en løs puck og dermed kvitterede hjemmeholdets føring.
Anden periode var godt et minut gammel og tid til næste scoring af Marcus Almquist. Sløseri i opspillet hos Herlev blev opsnappet af Sami Moilanen, der køligt assisterede. Kort efter var det Sami Moilanen selv, der eksekverede, men forsøget sad lige på målrammen.
Anden periode tilhørte på mange parametre hjemmeholdet, der ville det mest. Alle konfrontationer blev tacklet ud og de fleste pucke gik tyrenes vej.
Tredje periode var tre minutter gammel og kunne allerede byde på et overtal til hjemmeholdet, der ikke kastede noget af sig, og en udligning til Herlev ved Mathias Lehmann Hansen, der nærmest liggende sendte pucken forbi William Rørth.
Kort efter igen overtal til gæsterne, der også var ineffektive. Straks fuldtallige fik Rødovre et straffeslag som også blev misbrugt. Endnu en udvisning til hjemmeholdet blev afviklet inden spillet igen kunne flyde.
Fem minutter tilbage endnu en udvisning til Rødovre. Herlev tog time out. Matthias Asperup eksekverede med tre minutter tilbage af perioden sejrsmålet til Herlev, der dermed holder sin top fire-placering og holdet fast i kampen om top to-placeringerne.