Efter en række gode præstationer havde Herlev spillet sig ind i varmen til årets Final 4, men denne ambition led et knæk, da Rungsted sendte hjemmeholdet tidligt til tælling og endte med at hjemtage en 4-1 sejr fredag aften.

Der var varslet storm udenfor Spar Nord Arena, og indenfor havde vejrudsigten slået rod i Rungsted-spillerne, der blæste til angreb og sikrede både 1-0 og 2-0 indenfor de første fire minutter.

Først huggede Lucas Andersen det vulkaniserede gummi ind bag Erik Hanses i Herlev-målet på en tværpasning i powerplay fra Mathias Asperup og 64 sekunder senere var det Asperup, der driblede pucken i nettet efter forarbejde fra netop Andersen og Filip Karlsson.

Rungsted havde tre væsentlige spillere udenfor med sygdom i Malte Setkov, Tim Wahlgren og Dawson Davidson, men der var ikke nogen febertendenser på isen, hvor Rungsted øgede i efter 14 minutter, da Morten Jensen tog Erik Hanses lidt med bukserne nede.

Jensen pillede stærkt pucken ned i 30-40 centimeters højde i midtzonen på en Herlev-pasning, og han satte i løb ned af venstreflanken, hvor han ledte efter, hvem af de tre Rungsted-spillere inde på midten, han skulle passe pucken på tværs til.

Hanses i Herlev-målet var også klar til at rykke på tværs. Så klar, at han glemte at lukke femhullet, hvilket Jensen benyttede til at smide pucken i mål i stedet for at forsøge at ramme en pasning til en medspiller. Dermed kunne de to hold gå til første pause med 3-0 til Rungsted på tavlen, akkurat som da de mødtes for en god måned siden i Hørsholm.

Dengang vandt Rungsted med tre mål til slut, og det gjorde de igen denne gang, for selvom de 50-55 minutter var helt jævnbyrdige, så fik Herlev kun en enkelt reducering på tavlen via et slangehug fra Joseph Jonsson i midten af anden periode.

Der var adskillige tilbud i begge ender til flere mål, men Hanses havde lavet den ene fejl, som han skulle lave denne aften, og Oscar Östlund ragede også en del kastanjer ud af ilden i Rungsted-målet.

En enkelt notering mere kom der dog - men det var uden at pucken havde været i mål. Med næste fire minutter tilbage trak Herlev nemlig målmanden ud for en ekstra markspiller og da Rungsteds Rasmus Andersson ramte stolpen et minuts tid senere, så kunne Andreas Nielsson have scoret i tomt mål på returen.

Han blev dog fældet i skudøjeblikket af Håkon Nilsen, og da dommeren skønnede dette til en straffeslagsforseelse, så blev dette prompte konverteret til mål pga. det tomme mål.

Det var iøvrigt teknisk set andet straffeslag Rungsted fik i kampen, da Maksim Popovic tidligere i tredje periode havde misset et mere traditionelt straffeslag. Rungsted havde dog fået mål nok til at få lidt afstand i top-4 striden igen, mens Herlevs forhåbninger om Final 4 glider lidt i baggrunden for en stund.


SønderjyskE og Haag blæste Odense omkuld For anden gang i træk: Rødovre vendte 0-3 til tre point i slutfasen