Herning Blue Fox er med sin status som Metal Cup-vinder kvalificeret til europæisk ishockey i den kommende sæson. Midtjyderne kan i den kommende sæson spille Continental Cup - den lille europæiske klubturnering - og i modsætning til Rungsted, der i sidste sæson meldte fra af økonomiske årsager - er Herning positive overfor deltagelse.
Det skriver Sportherning.dk, der beretter, at Blue Fox-direktør Torben Skovsgaard har fået materialet for turneringen tilsendt og umiddelbart er positivt indstillet, gerne med et værtskab til følge.
- Vi skal have set på muligheden for at blive vært for vores pulje. Det kunne jeg umiddelbart godt forestille mig, at vi gerne vil. Men vi skal lige have undersøgt det til bunds for at vide, hvilke omkostninger der følger med, siger Torben Skovsgaard til Sportherning.dk.
Herning var senest med i 2015/16-sæsonen, hvor det blev til sejr i semifinalepuljen. I "Super Final" i Rouen var det franske hjemmehold sikker vinder, mens Herning blev toer og vandt sølv foran GKS Tychy og Asiago fra Italien.