Herlev Eagles-Herning Blue Fox 1-2 (0-1,0-0,1-0) 0-0,0-1
Vind eller forsvind”. Så skarpt var linjerne trukket op for Herlev Eagles, inden de bød Herning indenfor til fjerde kvartfinalekamp.
Lad det være sagt med det samme – det blev højdramatisk. I en jævnbyrdig forestilling lagde favoritterne fra Midtjylland bedst fra land, og allerede inden der var spillet to minutter, kunne unge Hjalte Thomsen sætte sidste stav på pucken inden den krydsede mållinjen.
Skulle man så tro, at Herlev ville slå op i banen efter at være kommet tidligt bagud, så kunne man godt tro om igen. Det var ikke nødvendigvis fordi Mathias Seldrup kom på overarbejde, men hjemmeholdet formåede hele vejen at holde sig inde i kampen.
Udvisninger har redet hjemmeholdet som en mare i de tre første kampe, men fredag aften var Herlev disciplinerede, og blot to gange måtte Herlev spille i undertal.
Som kampen skred frem, blev værterne tvunget længere og længere frem, og det gav pote midtvejs i tredje periode, da Rasmus Simonsen fra en spids vinkel passerede Seldrup, og fremtvang overtid.
Her indtrådte dramaet. Gæsterne havde overført to udvisninger til Mathias Bau og Oskars Cibulskis, og med under et sekund tilbage af førstnævntes udvisning, troede Herlev at de skulle bestille en bus til på søndag.
Matthias Asperup sendte pucken mod mål fra nul grader, og pucken passerede også målstregen. Målet blev i forbindelse med det hele skubbet ud af position, og da målet efterfølgende blev annulleret, var Martinsen Arena på kogepunktet.
Spillet bølgede frem og tilbage.
Herlev solgte sig selv dyrt, mens Herning må kigge tilbage og konstatere at det langtfra var alt der lykkedes.
Det der lykkedes, var til gengæld muligvis den vigtigste mission, nemlig at booke en plads en semifinalen. Det blev en realitet efter knap 87 minutters ishockey, da Simon Lafrance med sin tredje slutspilsscoring, sendte en retur i nettet bag en yderst velspillende Emil Zetterquist.