Lukas Bang blev matchvinder efter 60 intense men uskønne minutter. Steffen Frank bragte gæsterne i front inden Mathias Bau tog over i tredje periode for Herning.

Herning Blue Fox - SønderjyskE: 4-1 (0-0, 0-1, 4-0)

Herning havde fået Lukas Bang og Tristan Pomerleau tilbage på holdkortet, men måtte altså stadig undvære Petter Hansson, Joachim Linnet, Miska Humaloja og Simo-Pekka Riikola. SønderjyskE drog til Kvik Hockey Arena uden Gabriel Desjardins, Alex Lavoie, Nicloai Bryhnisveen og Mathias Borring.

Mathias Bau fik kampens første réelle målchance, da han på forarbejde fra Morten Poulsen kunne teste Nicolai Henriksen i gæsternes mål. Målslugeren fra Herning fik en ny stor chance da han spillede ping-pong med netop Poulsen, og den skulle Bau have smidt i kassen. 

Et tidligt powerplay til hjemmeholdet, bød på nye konstellationer i et powerplay, der har kæmpet med at finde opskriften, gav heller ikke nogen scoring og gæsterne fik således holdt Blue Fox fra fadet i kampens indledende fase. 

Daniel Kønig Hansen havde første seriøse test af Mac Carruth. De to hold spillede i et fornuftigt tempo, men det kneb med at ligge den sidste pasning på bladet, og derfor lod scoringerne altså vente på sig. 

Herning var mest nærgående og mest på pucken dog uden at være dominerende, men i de sidste to minutter viste SønderjyskE tænder i offensiv zone. En tæt periode sluttede uden mål og allerede nu lå det i luften, at det også ville være tæt når kampen gik ind i slutfasen.

Rodet og uskarpt

Kevin Tansey åbnede anden periode med afslutninger efter to vundne faceoffs, men ellers startede perioden ganske roligt ud. 

SønderjyskE fik dog deres første powerplay efter mindre end tre minutter, men en solid Herning-box tillod ikke gæsterne arbejdsro, og derfor blev gæsterne heller ikke farlige.

Andris Dzerins serverede kort efter pucken på et sølvfad til Christian Mieritz der missede på et tomt mål. Mieritz ragede derefter en udvisning til sig, som han dog kunne glæde sig over at SønderjyskE heller ikke fik udnyttet denne gang.

Frederik Brændgaard fik ikke ram på pucken da Pomerleau ellers satte ham fremragende op, og i den anden ende måtte Mikkel Skov se Carruth levere en redning på en halv friløber.

Lukas Lundvald sendte et drøn af et håndledsskud på overliggeren da Herning fik endnu en chance i powerplay, men i stedet kunne Steffen Frank i deres tredje powerplay skovle en løs puck i nettet med 26 sekunder tilbage af perioden. 

Derfor gik gæsterne til pause med en 1-0-føring som hverken kunne kaldes fortjent eller ufortjent.

Disciplinen kostede gæsterne

Herning skulle finde noget ekstra frem i tredje periode hvis det ikke skulle blive til det andet nederlag i denne uge. SønderjyskE skulle derimod ud og arbejde stenhårdt, og ellers fortsætte med at holde Herning fra fadet.

Simon Schleicher trak en udvisning der blev takseret til et straffeslag efter mindre end tre minutter. Mathias Bau blev sat til at eksekvere og det gjorde han stensikkert. Dermed var der udlignet tidligt i tredje periode og holdene var igen status quo. 

Umiddelbart var momentum på midtjyske hænder, og Bau var tæt på at kunne score igen på en halv friløber. Hårdt presset bagfra fik han dog ikke afsluttet yderligt nok, og derfor kunne Henriksen denne rang redde på forsøget.

Henriksen leverede en ny stor redning. da Lukas Bang kunne afslutte en to mod én omstilling. De store chancer, som have manglet hele kampen, faldt nu på stribe og både Max Tjärnstrøm og nok engang Mathias Bau var uhyre tæt på føringsmålet.

Herning fik tilkæmpet sig endnu et powerplay, og denne gang gav det pote. Mads Christensen afsluttede og inde foran mål kunne Lukas Bang med baghånden sende returen i mål. 2-1 til Herning med godt 10 minutter tilbage.

Anders Biel fik en friløber, da han sneg sig igennem de to backs, men han kunne ikke få luft under afslutningen som Carruth derfor reddede. 

Tiden løb hurtigt for gæsterne og Mario Simioni valgte ikke at tage sin time-out ved spilstoppet med under to minutter tilbage. I stedet fløj Henriksen ud af målet og man nåede også en maskeret afslutning fra blå linje. Bau kunne dog lukke og slukke i det tomme mål og sikre Herning tre vigtige point.

Brett Perlini nåede at øge yderligere til slutresultatet 4-1.


Aalborg tog den ventede sejr over Rødovre OPTAKT: Odense Bulldogs-Esbjerg Energy