Der har været talt meget om, at det er 42 år siden, at Herlev senest vandt DM-guld. Det er RIGTIG mange år, og derfor var det også den store historie fredag aften i ishockey-Danmark.
Men på den anden side af Storebælt, i det midtjyske, går de også og venter rigtig utålmodigt på at guldet kommer hjem.
Med 16 mesterskaber er de forskellige udgaver af Herning-hockeyen stadig den mest vindende ishockeyklub herhjemme, og i de første 12 år af dette årtusinde var Blue Fox også stærkt kørende med syv mesterskaber.
Rivalerne hed i det tidsrum primært AaB Ishockey og SønderjyskE, der udfordrede Herning i kampen om at komme på tronen som dansk mester.
Men det stoppede i 2012 med den vilde vending mod Odense, hvor Herning gik fra 1-3 til 4-3 i kampe og altså ikke lukkede mål ind i de sidste tre kampe.
To gange mod Aalborg, en gang mod Sønderjyske, en gang mod Odense og en enkelt gang mod Esbjerg Energy.
Nu venter en ny sulten modstander - og spørgsmålet er, om Herning kan overvinde ørnene og få det "midtjyske titeltraume" lukket ned for en stund?
Det skal dog med, at Herning i det samme tidsrum har vundet fem Metal Liga Cup/Metal Final4-finaler.
Men den største titel venter midtjyderne stadig på - det lægger de ikke skjul på hos Blue Fox.
De seneste 12! mesterskaber er vundet med ”en Bjorkstrand” på holdet. Farmand Todd vandt syv mesterskaber som spiller og fem mesterskaber som træner. Det seneste mesterskab altså med sønnerne Oliver og Patrick på holdet.
I 2017 blev Todd Bjorkstrand fyret i Herning, og det bragte akut uvenskab mellem Bjorkstrand-familien og Herning Blue Fox op til overfladen. En ærgerlig afslutning på en flot epoke, men nu er de to parter åbenbart forsonet.
Patrick Bjorkstrand er tilbage i barndomsklubben. Sulten efter en lidt anonym sæson i Aalborg og glad over et nyt miljøskifte i karrieren. Og måske er han den talisman og den indpisker, der lige nøjagtig kan give Herning det sidste, når mesterskabet skal afgøres.