Han sukker en smule, Hernings sportschef Martin Struzinski, der egentlig gerne ville have stillet med lidt flere folk i aften i Esbjerg.
Men der er kø i Udlændingestyrelsen, og det har gjort behandlingen af papirerne hos de udenlandske spillere længere end normalt. Også her er det Coronakrisen, der har spillet ind.
Det betyder, at Herning Blue Fox i aften i Esbjerg stiller uden importspillere, fortæller Martin Struzinski.
- Vi har yderligere fire småskader, så det betyder, at vi lige nøjagtig kan stille med de nødvendige tre kæder. Om ikke andet bliver det en god konditionel test for de spillere, der er klar og vores unge spillere får masser af istid. Og jeg glæder mig virkelig til at nyde en ishockeykamp stille og roligt igen, siger Martin Struzinski.
Han har Anders Poulsen ude med en knæskade - Poulsen selvtræner på is igen - mens Albert Adamsen, Daniel Nielsen og Kristian Jensen er ude med småskader.