Herning og Aalborg spillede 3-3 og alt er derfor åbent inden returkampen lørdag aften i Nordjylland. Mathias From leverede tre point i en kamp der blev spillet med offensiven i højsædet.

Herning Blue Fox - Aalborg Pirates: 3-3 (2-1, 0-2, 1-0)

Det helt store spørgsmål inden de to bronze kampe var naturligvis hvilket af de to mandskaber der bedst formåede at sætte sig op til serien. Første svar skulle vi få i Kvik Hockey Arena hvor Pirates i denne sæson ikke fik et ben til jorden og tabte alle tre kampe med klare cifre.

Blue Fox satte sig indledningsvis på begivenhederne og Brett Thompson var tæt på med baghånden inde foran Artur Ohandzhanyan. Den ukrainske keeper stod altså i fraværet af George Sørensen mens Thomas Lillie fik tjansen for Herning.

Det blev dog årets største profil i Metal Ligaen der åbnede ballet denne aften. Mathias From sendte et riv af et håndledsskud højt i nettet og efterlod ikke keeperen med de store chancer.

Han skulle dog tage revanche kort efter da han flot fik reddet et forsøg fra Jesper Thörnberg. Den svenske målmager så ellers ud til også at finde netmaskerne, men altså stærk aktion inde på stregen.

Kirill Kabanov kom frem til gæsternes bedste chance i første periode da han fandt tid og plads i zonen. Afslutningen strøg over målet og i den anden ende testede Thompson stolpen fra en spids vinkel.

Mathias From så ud til at ville slutte stærkt af i det der måske - måske ikke - var hans sidste kamp i denne arena. Med sin enorme fart oversprintede han let sin direkte modstander inden han med baghånden øgede til 2-0.

Aalborg fik reduceret ved Patrick Björkstrand der tog chancen fra distancen. Det var en god idé for Thomas Lillie så ikke forberedt ud og måtte derfor selv fiske pucken ud af nettet.

Patrick Madsen fik en åbenlys scoringschance kort efter, men han kunne se den ukrainske keeper diske op med en kandidat til "årets redning" her på falderebet af sæsonen. 

En chancerig første periode sluttede med en stor chance til Thomas Spelling, men denne gang leverede Lillie varen i målet. 2-1 efter de første 20 minutter.

Aalborg bedst

Defensiven var som ventet ikke i højsædet denne aften og derfor gik der heller ikke længe af anden periode før Matt Salhany fik en stor chance. Næste mand i rækken var Thomas Andersen der fik en friløber som han dog akkurat ikke fik lagt mellem benene på Lillie.

Godt fire minutter inde fik Aalborg kampens første powerplay, men heller ikke i powerplay lykkedes det gæsterne at passere Lillie. 

De største chancer tilfaldt i første periode værterne mens der altså indtil videre stod Aalborg på de største. Derfor var det heller ikke overraskende at Nikolaj Carstensen fra en spids vinkel kunne sætte udligningen på tavlen.

Resultatet stod ikke længe for Kirill Kabanov vandt sin duel inde foran mål og det tillod den stærke russer at styre pucken ind bag en sagesløs Lillie.

Brett Thompson fik en friløber til at sætte ny balance i regnskabet, men endnu engang stod stolpen i vejen for canadieren.

Også Jeppe Jul Korsgaard kunne finde vej til stolpen da han kanonerede en puck forbi Lillie. Flere fine chancer fulgte inden pausehornet lød, men Aalborg sad altså på en 3-2 føring inden sidste periode i Herning denne sæson.

Helt åbent i returen

Mens holdene havde delt en periode imellem sig var tredje periode en mere tæt af slagsen. Der var ikke længere happy-hour i defensiven og offensiven skruede ned for legesygen. Alligevel lykkes det Brayden Sherbinin at spadsere igennem Hernings defensiv, men han sendte akkurat pucken over overliggeren.

Også Patrick Björkstrand havde et godt forsøg med baghånden mens Magnus Carlsen var tæt på at skrabe pucken i mål i den anden ende.

Herning begyndte at investere flere kræfter i den offensive del af spillet, men Aalborg havde ligeledes strammet op bagude og fik foreløbigt holdt Blue Fox fra fadet. 

Victor Cubars var en af de få der brød igennem og han havde en stærk afslutning som dog blev afværget af den ukrainske keeper.

Et powerplay var lige hvad Blue Fox havde brug for og 9 sekunder senere lå pucken således i nettet. Mathias From kiksede sin afslutning, men pucken endte lige ved Morten Poulsen der uden tøven smækkede pucken i kassen. 

Flere scoringer faldt der ikke i Herning denne aften og derfor endte kampen altså med 3-3 og således er intet afgjort inden returkampen i morgen. 


SønderjyskE tog første finalestik efter overtid OPTAKT: SønderjyskE-Esbjerg Energy