En lærerig Metal Final4-weekend, konstaterer Peter Regin

Hernings sportschef Peter Regin var på isen lørdag aften for at fejre Metal Final4-pokalen sammen med sine spillere i Blue Fox-truppen. 

Regin lægger i et interview med Sportherning.dk ikke skjul på, at midtjyderne ikke er tilfredse endnu, men glædede sig samtidig over, at Blue Fox-truppen fik tøjlet modgang i de to kampe i weekenden. 

- Det er helt sikket gode lærepenge. Vi var i »hullet« nogle gange undervejs, men kom op igen. Man lærer at vinde ved at vinde. Det tager vi med os. Vi er glade og stolte, men vi er ikke færdige, siger Peter Regin til Sportherning.dk.

Og med det mener han naturligvis, at Herning mangler den første Prins Henrik Cup siden 2012, hvor det seneste mesterskab blev hevet hjem.

- Spillerne fortjener sejren. Det var en svær weekend for os. Vi mødte noget modstand, og det blev to svære kampe. Vi kan vokse og lære af det her, men jeg står ved, hvad jeg sagde inden turneringen, at det er ikke det her, der kommer til at definere sæsonen, siger Peter Regin.

- Det er vigtigt at vinde, og det er vigtigt at vinde trofæer, men det er, når slutspillet begynder til marts, at det for alvor gælder, lyder det fra Herning-sportschefen. 


Aalborg for første gang i stærkeste opstilling SKARPE BILLEDER: Se de glimrende "skud" fra Aalborg-Herlev